Magasinet Søndags afsløring af en moralsk flosset abortlæge i Spanien vakte opsigt, da den forrige søndag uge kørte over skærmen.
Ikke blot var lægen, Carlos Morín, villig til at foretage aborter på højgravide kvinder. Han sagde også for åben skærm ja til at udføre abort på en konkret dansk kvinde, gravid i 32. uge. Nu er journalisterne bag abortafsløringen selv kommet i fokus. For mens det ikke er underligt, at Carlos Morín selv benægter at have bevilget den danske kvinde abort, så er det måske mere overraskende, at de catalanske sundhedsmyndigheder bekræfter hans ord.



























