Borgmestrene i københavnsområdet er i oprør over udligningsreformen, der hvert år vil flytte yderligere millioner af kroner fra Øst- til Vestdanmark. 20 borgmestre fra København og omegn har sendt et brev til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Borgmestrene vil have genåbnet forhandlingerne om reformen, som, de mener, »vil få ødelæggende konsekvenser for væksten i kommunerne i og omkring København«. »Vi er i gang med at lave et ligemageri uden lige i danmarkshistorien. Det hører Sovjet-tiden til. Det tror vi ikke, at der er nogen, der har glæde af i Danmark«, siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S). Han har skrevet brevet i selskab med blandt andre Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), Værløses borgmester, Jesper Bach (V), og Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K). Modstand mod reform Den nye aftale om økonomisk udligning mellem landets kommuner er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre og træder i kraft til næste år. Reformen indebærer blandt andet, at den interne, økonomiske udligning mellem de meget forskellige københavnske kommuner bliver nedsat til fordel for en større omfordeling til kommunerne i Yderdanmark. Det får borgmestrene til at frygte, at hovedstadsregionens funktion som »vækstlokomotiv for Danmark« bliver slået i stykker og vil skade alle landets kommuner. »Man har lavet en reform, som afvejer forskellige, meget snævre partipolitiske opfattelser, der skal hjælpe de enkelte partier, men ikke hjælper Danmark«, siger Erik Nielsen. Provinsfamiler har flest penge Hovedstadskommunerne argumenterer desuden for, at borgerne i de mindre bemidlede kommuner i Vestdanmark reelt er bedre stillede end hovedstadsområdets borgere, når huslejen og skatten er betalt. De københavnske kommuner har gentagne gange forsøgt at påvise, at familier i hovedstadsområdet har et mindre rådighedsbeløb end gennemsnitsfamilien. Kender argumenterne Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har hørt argumenterne før, men de københavnske borgmestre nægter at give op og skærper nu tonen. »Fordelene ved driftighed og initiativ i hovedstadsområdet bliver umiddelbart eksporteret til Vestdanmark, uden at kommunerne her selv behøver at løfte en finger«, skriver de 20 borgmestre i brevet til indenrigsministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























