19-årig fartbølle: Jeg kørte ikke som en idiot

Lyt til artiklen

En 19-årig mand har accepteret at blive varetægtsfængslet frem til 11. maj sigtet for uagtsomt manddrab. Han dræbte påskelørdag en 27-årig mand samt dennes datter på kun syv måneder, da han i sine forældres ombyggede Ford Sierra kørte hasarderet på en smal vej i det sydvestlige Århus mellem Hasselager og Tranbjerg. Høj fart Anklageren spurgte opklarende den 19-årige, om han mente, at han have kørt forsvarligt. »Det var det jo nok ikke, når sådan noget her sker. Farten var sikkert for høj, men jeg kørte ikke som en idiot«, forklarede den 19-årige ifølge Ritzau. Faderen med datteren i barnevogn gik reglementeret på Hovvejen, da den 19-årige chauffør og en ven kørte omkring 130 kilometer i timen over en uoverskuelig bakketop og påkørte de to meget voldsomt. Det lille barn og faderen blev slynget omkring 50 meter bort og ind på en mark. Der er målt bremsespor på 124 meter, fremgår det af politiets foreløbige oplysninger. Opdagede far og datter for sent Den 19-årige har forklaret, at kørte mellem 80 og 90 kilometer i timen på vejstrækningen, som han kendte godt. Han forsvarer sig med, at ulykken måske aldrig var sket, hvis det ikke var, fordi den dræbte fader var døv. Dermed kunne offeret måske have hørt bilen, der nærmede sig i rasende fart, lød ræsonnementet fra den unge bilist. Den 19-årige har forklaret, at han først opdagede faderen med barnevognen 10-15 meter foran sig, da han kørte over bakketoppen. »Der kom en modkørende bil, derfor kunne jeg ikke køre venstre om«, sagde han. Ombygget Ford Den 19-åriges ven, der var passager har forklaret, at den fængslede er bidt af biler med fart. Vennen har samtidig fortalt, at Ford Sierraen havde fået ny motor med dobbeltoverliggende knastaksler. Ifølge vennen kan den 19-årige lide at gasse op og høre lyden af bilen, og en enkelt gang har vidnet også måttet bede ham sætte farten ned på motorvejen, lød forklaringen. Den fængslede er tidligere blevet dømt for promillekørsel og fradømt førerretten betinget i tre år, men han generhvervede i januar i år førerretten. Han kørte derfor lovligt ved tragedien påskelørdag, og der var ikke spiritus indblandet i ulykken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her