12-årige skal ikke kunne sættes i fængsel. Det er Venstres officielle holdning, selvom partiet i den netop indgåede finanslov har lovet Dansk Folkeparti, at der skal nedsættes en kommission, der skal undersøge muligheden for en sænkning af den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år.
»Jeg er meget skeptisk over for at nedsætte den kriminelle lavalder, og det er Venstre som sådan også. Jeg tror ikke, vi får noget godt ud af at gøre børn til kriminelle i den forstand, at de skal kunne dømmes og afsone i fængsler«, siger partiets retsordfører, Kim Andersen, til Ritzau på telefon fra Tenerife.




























