Borgere i København og Nordsjælland kommer til at vente længere end lovet i den ny kræftgaranti på at blive undersøgt og behandlet for kræft. Sådan lyder det nu fra Region Hovedstaden, der mangler 195 millioner kroner for at leve op til regeringens løfte om at undersøge og behandle alle kræftpatienter uden ventetid fra udgangen af året. »Konsekvensen er, at nogle patienter vil komme til at vente længere end lovet«, siger koncerndirektør Svend Hartling fra Region Hovedstaden. Ventetid på undersøgelse og behandling kan være afgørende for, om patienten overlever sygdommen. Løn til læger og sygeplejersker Hospitalerne har brug for 250 millioner kroner ekstra til drift, fremgår det af et notat fra Region Hovedstaden. Pengene skal især bruges til at betale læger og sygeplejersker mere i løn i de perioder, hvor de må arbejde over for at undersøge og behandle patienterne uden ventetid. Problemet er ifølge regionen, at patienterne kommer i klumper. Den ene dag bliver der for eksempel henvist to patienter til kræftundersøgelse på en lungemedicinsk afdeling, hvor der så den næste dag bliver henvist 20 patienter. Hvis alle patienter skal undersøges inden for fristen på 48 timer, så skal der være nok læger og sygeplejersker på arbejde til at klare de perioder, hvor der kommer flest patienter. »Akut handling og klar besked« Kræftafdelingerne skal også altid have ledige senge og operationsstuer, have flere pladser til patienter, der kræver overvågning, ligesom ambulatorierne skal holde længere åbent, skriver regionen.
Men staten har kun givet Hovedstadsregionen 55 millioner ekstra til drift. »Der er ikke givet de penge, der skal til«, fastslår Svend Hartling. Efter sager om kræftpatienter, der ventede i uger og måneder på at blive undersøgt og behandlet, slog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sidste år fast, at kræftpatienter skal have »akut handling og klar besked«. Regeringen og regionerne – der driver sygehusene – blev enige om en plan for at fjerne ventetiden. Ventetid koster liv hver dag Sundhedsstyrelsen fastsatte for hver kræftform en række frister for, hvor hurtigt de forskellige undersøgelser og selve behandlingen skulle i gang. Eksempelvis skulle patienter ved mistanke om kræft i lungerne eller hoved- og halsområdet have garanti for at blive undersøgt inden for 48 timer. Direktør Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse anslog sidste år, at ventetid kostede et liv hver dag. »Det er desværre ikke den første melding, vi får om problemer med at leve op til løfterne. Også på Århus Sygehus har de det svært. Men vi skal huske på, at et enigt Folketing har fastslået, at kræft er en livstruende sygdom og skal behandles akut. Derfor har jeg en klar forventning om, at partierne bag finansloven kommer til lommerne«, siger han. Skriftlig kommentar fra ministeren Det har ikke muligt at tale med sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K), da han sad i møde. Men hans pressemedarbejder sendte en skriftlig kommentar: »Jeg har en soleklar aftale med Danske Regioner om udrulningen af de nye kræftpakker og om økonomien bagved. Aftalen er bare to måneder gammel, og det skulle undre mig meget, hvis vi pludselig står i en helt anden situation nu. I så fald regner jeg med at høre om det fra min aftalepartner. Det korte af det lange er, at jeg meget klart forventer, at alle pakkerne som aftalt er indført ved årets udgang til glæde for kræftpatienter og deres pårørende«. Det er Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, som sundhedsministeren har en aftale med. Han siger, at det ikke var muligt at få flere penge i forhandlingerne med regeringen. »Men vi har en klar aftale om at tage de mest alvorlige patienter først. Der er vel ikke noget, der er meget mere alvorligt end kræft, så sørg nu for at behandle kræftpatienterne først! Så må patienter med knap så alvorlige sygdomme vente længere«, siger Bent Hansen.



























