Ombudsmand kræver svar om psykisk syge

Lyt til artiklen

Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, er langtfra tilfreds med Københavns Kommunes redegørelse om psykisk syge, der er strandet på det psykiatriske hospital Sct. Hans i Roskilde. Her har de ventet i op til seks år, efter at lægerne er færdige med at behandle dem. Derfor ser han sig nu nødsaget til at lægge pres på kommunen. Han kræver at få klar besked om, hvornår København finder en bolig til de ventende. Inspektionschef hos Ombudsmanden Lennart Frandsen siger: »Vi er sat i verden for at sikre retssikkerheden for de folk. Derfor er vi nødt til at vide, hvornår de kan få plads på et bosted, og det har vi ikke fået svar på. Københavns Kommune har derimod oplyst, hvad den gennemsnitlige ventetid på et bosted er, men det kan de mennesker, der har ventet seks år, ikke bruge til noget«. Psykisk syge nødt til at blive For to måneder siden beskrev Politiken, at 17 patienter er indlagt på Sct. Hans, selv om det er mellem et og seks år siden, at behandlingen var overstået.

Ifølge loven skal København finde dem en egnet bolig, men det har kommunen undladt. Derfor er de psykisk syge nødt til at blive på Sct. Hans, og det fik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, til at kræve en redegørelse fra kommunen, med henvisning til at fire patienter havde ventet i seks år på at få et sted at bo. Redegørelse ikke tilstrækkelig Kommunen redegør i sit svar for antallet af færdigbehandlede patienter, der venter, og skriver, at der mangler egnede boliger til nogle af dem, mens andre er skrevet op til et botilbud med lang venteliste. Kommunen forklarer, at ventetiden på et botilbud i gennemsnit er seks måneder, og at målet er fire måneder. Den redegørelse er ikke tilstrækkelig, lyder det fra ombudsmanden. I et nyt brev til kommunen henviser han igen til, at fire færdigbehandlede patienter har afventet plads på et bosted i seks år, mens 13 har ventet mellem et og fem år. Kommunen »har ikke forholdt sig til de nævnte tilfælde, som ligger langt over de gennemsnitlige ventetider«, skriver ombudsmanden og fortsætter: »Til brug for mine videre overvejelser anmoder jeg kommunen om at forholde sig hertil og i den forbindelse oplyse nærmere om, hvad det tidsmæssige perspektiv er for de nævnte patienter«. K: Forkasteligt og uansvarligt På Københavns Rådhus kalder medlem af socialudvalget Peter Schlüter (K) det »forkasteligt, dybt uansvarligt og et udtryk for magtens arrogance«, at kommunen ikke har givet ombudsmanden oplysninger, så han kan vurdere sagen. »Man kan få den tanke, at forvaltningen prøver at skjule de rå fakta og de omstændigheder, der gør, at nogle af samfundets allersvageste borgere er parkeret på Sct. Hans i seks år«, siger han – mens Dansk Folkepartis Finn Rudaizky nøjes med at konstatere, at der er »ingen grund til at sløre tingene over for Ombudsmanden, det kommer der ikke noget godt ud af«. Socialborgmester Mikkel Warming (Enh) har kun hovedrysten tilovers for kritikken fra sine politiske modstandere. »Der er intet hemmeligt i den sag, så kritikken er udtryk for paranoia af værste skuffe. Ombudsmanden fik en udtalelse, hvor vi meget tydeligt skrev, at vi ikke vedlagde personsagerne. Dem får han selvfølgelig, hvis han har brug for dem«. Hvornår finder I boliger til de patienter, der har ventet i årevis på Sct. Hans? »Det kan jeg ikke sige. Men de har fortrinsret på ventelisten, og vi bygger nye boliger til psykisk syge. De er færdige i 2012 og 2013«, siger socialborgmesteren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her