Asfalten på de hårdt prøvede danske veje nyder et sjældent og tiltrængt pusterum for tiden.
Der bliver nemlig længere og længere mellem de lange, tunge lastbiler.
Den økonomiske krise har fået lastbiltrafikken til at styrtdykke, så den i fjerde kvartal af 2008 nåede sit hidtil laveste niveau i ti år.
Dels kørte lastbilerne færre kilometer, og dels transporterede de mindre gods, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Lastbilerne kører samlet 11 pct. færre kilometer
»Der er tale om et meget voldsomt fald. Langt voldsommere end det fald, vi har oplevet i samfundsøkonomien generelt«, siger Per Homann Jespersen, der er trafikforsker ved Roskilde Universitet.
Ifølge statistikken kørte lastbilerne samlet 11 procent færre kilometer i de sidste tre måneder af 2008 sammenlignet med den tilsvarende periode året før. Det er en forskel på 44 millioner kilometer.
En anden indikator er godsmængden, og den viser samme tendens: Mængden af transporteret gods faldt fra 45,6 millioner ton i fjerde kvartal 2007 til 42,5 millioner ton i fjerde kvartal sidste år. Vognmænd tvinges til at fyre medarbejdere
»Vi oplever en brat nedgang efter fire års konstant optur. Det mærkes voldsomt ude blandt vognmændene, der tvinges til at fyre medarbejdere og lade bilerne stå i garagerne«, fortæller Ove Holm, der er cheføkonom i brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik (DTL).
Blandt de øvrige trafikanter kan man sagtens mærke nedgangen. Bjørn Lippert har kørt taxa i hovedstadsområdet i 16 år. Og han kan ikke huske, hvornår han sidst kunne suse ubesværet ad Nørre Søgade en fredag eftermiddag.
»For bare et halvt år siden ville vi have siddet urokkeligt fast her«, fortæller han, da vi kører gennem krydset Sølvgade og Øster Farimagsgade.
»Her er jo stort set ingen trafik. Det er altså helt usædvanligt. Og det er ikke det eneste sted, trafikken er forsvundet. Mange af de steder, hvor vi tidligere sad i lange køer, kan vi nu bare stryge direkte igennem. Det betyder meget, at der især er færre lastbiler, for de fylder sgu så meget i gaderne«, siger han. Trafikken falder mest i hovedstaden
Den lavere aktivitet på vejene afspejles i Vejdirektoratets såkaldte Trafikindeks, der opgør den samlede trafik af både personbiler og lastbiler. De seneste tal viser, at trafikken samlet faldt med en enkel procent i de sidste tre måneder af 2008.
»Dermed oplever vi et markant brud med mange års konstant stigning i biltrafikken«, siger Niels Moltved, der er ingeniør i Vejdirektoratet.
Direktoratets målinger viser, at det især er i hovedstadsområdet og på Sjælland, hvor koncentrationen af industrivirksomheder er størst, at trafikken falder. I Region Hovedstaden faldt trafikken således med 1,8 procent, mens Region Sjælland oplevede et fald på 2 procent.
Hårdt ramt af stagnation i byggeriet
Den økonomiske afmatning, der er fulgt i kølvandet på finanskrisen, får entydigt skylden for nedturen af transportbranchen: »Især kan det mærkes hos vognmænd, der kører med jord, grus eller byggematerialer. De er hårdt ramt af, at byggeriet står fuldstændigt stille for tiden. Også vognmænd, der kører med varer til detailhandlen, har fået mindre at lave, fordi folk er blevet bange for at bruge penge. Det betyder, at butikkerne efterspørger færre varer«, siger Ove Holm fra DTL og fortsætter:
»Ja, selv på affaldsområdet kan vi se en afmatning. Virksomhederne producerer simpelthen mindre affald såsom papkasser og emballage«. Færre containere i havnene
At lastbilstrafikken er hårdt ramt af krisen, hænger dog især nøje sammen med den kraftigt dalende aktivitet i de store danske godshavne, hvor tusindvis af containere med alskens varer fra hele verden hver dag løftes af de enorme fragtskibe.
Antallet af containere, der blev ekspederet af de danske havne, var dramatiske 18 procent lavere i fjerde kvartal 2008 end 2007, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
»Og et så kraftigt fald rammer lastbiltrafikken hårdt, fordi det jo er lastbilerne, der skal transportere containerne videre fra havnene«, siger Ove Holm fra DTL. Lastbilerne kører måske mere effektivt
Ifølge trafikforsker Per Homann Jespersen er nedgangen i mængden af gods en klar indikator af, at økonomien er gået i stå. Derimod kan nedgangen i antallet af kørte kilometer ligefrem ses som en positiv ting. Det kan nemlig være udtryk for, at lastbilerne kører mere effektivt for at spare penge, mener han.
»I de mange år med højkonjunktur har det været normal procedure mange steder, at lastbiler kørte halvtomme rundt, fordi virksomhederne var villige til at betale prisen mod til gengæld at få varerne ud i en fart. Især mange mindre vognmænd har levet af, at der har været denne efterspørgsel, og det har betydet, at lastbilstrafikken ofte har været temmelig ineffektiv«, siger han.
»Derfor vil det ud fra en miljømæssig synsvinkel være en klar fordel, hvis krisen nu betyder, at man begynder at køre mere effektivt og oftere køre med fyldte vogne«, siger Per Homann Jespersen.






























