Alt tyder på, at københavnerne kan se frem til en metrostation klods op ad Marmorkirken i det indre København.
I hvert fald er det nu kun SF, der mangler at vende tommelfingeren op, før byggeriet for alvor kan gå i gang. »Umiddelbart peger det i retning af, at vi gerne vil have stationen ved Marmorkirken. Men vi mangler endnu at få svar på over 40 skriftlige spørgsmål, og dem vil vi gerne have, før vi siger endeligt ja«, siger SF’s trafikordfører Pia Olsen Dyhr. SF »Ender nok med et ja« Diskussionen om metrostationen under Marmorkirken begyndte, da en række borgere begyndte at protestere mod byggeriet, fordi de frygtede at kirken ville styrte sammen. Borgergruppen fik støtte fra en række politikere – bl.a. præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup fra Dansk Folkeparti – en støtte der blev forstærket, da også kirkeminister Birthe Rønn Hornbech meldte sig på banen efter et historisk arkiv i Köln styrtede sammen tidligere på vinteren. Det fik Folketingets trafikudvalg til at bremse metroplanerne under kirken.


























