Malene Eskildsen får kuldegysninger, når hun ser en papdunk med rødvin.
»Som barn var jeg altid bange indeni, når min mor drak. Hun ændrede karakter og blev noget så modbydelig ondskabsfuld«, siger Malene Eskildsen.
Hun er i dag 33 år og er langtfra alene om at vokse op i hjem præget af alkohol.
En ny undersøgelse viser, at fire gange så mange som antaget vokser op i en familie med alkoholproblemer.
Det drejer sig om omkring 250.000 børn. 1.000 voksne spurgt om deres opvækst
Det er TUBA, et terapi- og rådgivningstilbud til unge, der er børn af alkoholmisbrugere, som står bag undersøgelsen. De har spurgt 1.000 voksne mellem 20 og 40 år, om alkohol var et problem i deres opvækst.
20 procent svarer, at de »i nogen grad« eller »i høj grad« har oplevet deres forældres drikkeri som problematisk. Stort mørketal omkring alkohol
»Det er altså ikke forældre, der kun har drukket sig fulde til nytår eller andre fester. Vi var klar over, at der var et stort mørketal omkring alkohol, så vi ville gerne have konkrete tal«, siger Jesper Kurdahl Larsen, leder af TUBA, som er en foreningsejet institution under Blå Kors.
Indtil nu har alle lænet sig op ad Sundhedsstyrelsens tal, som siger, 60.000 børn vokser op i familier med alkoholproblemer. Tallet er baseret på antal forældre, som har været registreret indlagt på hospitalet som følge af alkoholforbrug. Hos Sundhedsstyrelsen er specialkonsulent på alkoholområdet, Kit Broholm, ikke i tvivl om, at tallet af børn, der er opvokset i familier med alkohol, er stort: »Der er vældig mange flere end de 60.000 børn under 18 år. Det er jo ikke alle, der har været i kontakt med hospitalet«. Dansk viden halter bagefter Helle Lindgaard, forsker ved Center for Rusmiddelstudier på Aarhus Universitet har hele tiden regnet med de 60.000 børn kun var toppen af isbjerget: »Undersøgelsen bekræfter det, vi hele tiden har gået rundt og skønnet. Det er vigtigt at få formidlet, hvor omfattende problemet er, for vi er bagefter herhjemme på alkoholområdet «, siger Helle Lindgaard, der har skrevet en ph.d.-afhandling om hvilke skader forældrenes alkoholforbrug giver børn som voksne. Hun nævner blandt andet depression, angst og svært ved at knytte nære relationer, som nogle af de problemer, der dukker op i voksenlivet. Dertil vil op mod halvdelen af dem også selv få misbrugsproblemer, hvis de ikke får hjælp.




























