Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Grænseoverskridende. »Alene det at vokse op i et misbrugshjem er grænseoverskridende og mere, end et barn kan eller bør rumme«. Lotus Túrell fortæller bl.a. om at være barn i et hjem præget af alkoholmisbrug.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lotus Turéll: At tilgive føles som at smide en rygsæk på 200 kg

Lotus Turèll, 35 år og familiecoach. Fortalt til Dorte Hygum Sørensen.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som barn mærker man med det samme, når der er noget galt. Man mærker det, ens forældre mærker. Og hvis forældrene ikke trives, så har man det heller ikke godt selv. Hvis ens forældre går og klemmer sig sammen med en hemmelighed, så gør man det også selv.

Så selv om der ikke bliver sat ord på den lyserøde elefant i stuen, mærker alle den. Og uden ord og handling falder familielivet langsomt fra hinanden.

Selv om vi som familie havde masser af lyse stunder og perioder, fortabte de sig let i den latente trussel om, at noget slemt kunne ske når som helst.

Jeg er aldrig gået sulten i seng, men jeg blev alligevel så skræmt over utrygheden derhjemme, at jeg som femårig fik et angstanfald over ikke at kunne åbne de konservesdåser, vi havde stående bagest i skabet. Jeg frygtede det værste. Nemlig at mine forældre kunne forsvinde. Og jeg vidste, at hvis de gjorde, måtte jeg jo finde en måde at skaffe mad på.

Jeg udviklede som barn en række strategier, som andre børn af alkoholfamilier vil genkende: Jeg tilpassede mig, prøvede at passe på de voksne, forsøgte at gemme mine egne behov og gjorde, hvad jeg kunne for at være så nem så mulig.

Jeg oplevede, at det sværeste var, at misbruget – og mistrivslen hos os alle – bare blev ved. Jeg var altid på vagt over for, hvornår der igen kom øl på bordet. Og konsekvensen af det.

På den lange bane er der, hvis man ikke får talt om tingene og hjælp til at løse dem, reel risiko for at udvikle posttraumatisk stress, angst, søvnbesvær, mave- eller hovedpine, koncentrationsbesvær og forringet indlæringsevne. Og tab af selvværd. Selvværdet er så vigtigt for, at man kan føle sig som en del af en vennegruppe og i det hele taget skabe positive relationer.

Jeg frygtede det værste. Nemlig at mine forældre kunne forsvinde. Og jeg vidste, at hvis de gjorde, måtte jeg jo finde en måde at skaffe mad på

Alene det at vokse op i et misbrugshjem er grænseoverskridende og mere, end et barn kan eller bør rumme. Alene det.

Man skal være opmærksom på, at børnenes egne tegn på, at den er gal, ofte er subtile. Børn bygger typisk grundige strategier op for ikke at blive afsløret – for at undgå, at familiens hemmelighed bliver afsløret.

Hemmeligheder er jo hemmeligheder. Dem taler man ikke om. Så jeg rakte ikke ud efter hjælp. Det var utænkeligt. Det var ikke en mulighed. Der skulle have været nogen, der havde rakt ud efter mig! Det er voksne, der skal række hånden ud til børnene, ikke omvendt. Alle kan jo i princippet hjælpe. Jeg ved godt, det kan være udfordrende at blande sig i andres liv. Men jeg synes, man skal gøre det alligevel, hvis man har vished om, at et barn sidder i klemme i et hjem med misbrug, eller man har en bekymring om det. Man kan reagere med alt fra at udvise positiv opmærksomhed over for barnet til at snakke med dets forældre, lave en indberetning eller spørge en fagperson til råds.

Jeg voksede op i et kreativt hjem. Måske har vi ikke fået has på den romantiske myte om, at misbrug af rusmidler kan gavne kunsten og kulturen. Det kan jeg i så fald afkræfte. Alkoholmisbrug er lige ødelæggende uanset segment. Jeg har endnu aldrig mødt en misbruger, der var i harmoni med sig selv og sin tilværelse. Uanset hans eller hendes position og virke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Misbrug sker i alle slags hjem. Vi trænger til at nuancere vores blik på alkoholikeren og udbrede viden om, at alkoholisme er en sygdom, der kræver behandling på linje med andre sygdomme. Alkoholikeren kan ikke bare tage sig sammen.

Da jeg var 23 år, ringede jeg til en unge-rådgivning. Indtil da havde jeg ikke haft én samtale i børnehøjde med en voksen om at have en far, der var alkoholafhængig, senere cancerdiagnosticeret og så bortgået. Det var meget grænseoverskridende og ubehageligt for mig at ringe efter hjælp. Dels fordi jeg bar på en masse skam, og dels fordi jeg ikke syntes, jeg kunne være bekendt at spørge om hjælp og derfor var bange for at blive afvist. Men hvor var det godt, at jeg gjorde det.

Efter at jeg havde fået ringet til unge-rådgivningen, oplevede jeg den mest lettende følelse, jeg kan huske, jeg har følt.

At tilgive føles som at smide en rygsæk på 200 kg, du måske ikke engang rigtig vidste, du bar på. Tilgivelse giver adgang til at forstå, acceptere, transformere, genskabe relationer, mærke kærligheden og være i livet. I stedet for at sidde fast i fortiden. Men tilgivelse kan man ikke forcere. Den kommer, når den kommer.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden