Dan Turèll fortæller i en anekdote, at han umiddelbart efter udgivelsen af ’Vangede billeder’ var i en selskabelig sammenhæng, hvor en kvinde fra overklassen henvendte sig til ham og sagde, at hun godt kendte ham.
For var det ikke ham, der havde skrevet disse her ’Gentofte-fortællinger’? Jo tak, men damen har selvfølgelig ikke fattet en bøjet femøre af noget som helst i bogen. For dens pointe er netop, at Vangede sgu’tte er en del af Gentofte, men snarere en enklave midt i Velhaverland, et rabarberkvarter i en rosenhave, til gengæld på sine egne præmisser og med egen stolthed.
LÆS MERE
Og det er måske det vigtigste ved ’Vangede billeder’. Da den udkom i 1975, tillod den sig, i en tid med både munkemarxisme og solidaritet med den undertrykte arbejderklasse, at fremstille arbejderklassens værdier og normer som havende en selvstændig værdi og arbejderklassen som en samfundsgruppe, man ikke behøvede at bekymre sig dannelsesmæssigt eller økonomisk om: De ku’ godt selv. Bajerne var deres bourgogne, Gustav Winckler deres Vivaldi og Osvald Helmuth deres svar på Henrik Ibsen.
Bajerne var deres bourgogne, Gustav Winckler deres Vivaldi og Osvald Helmuth deres svar på Henrik Ibsen
At Vangede så i virkeligheden slet ikke var noget arbejderkvarter, men snarere et reservat for den højere håndværkerstand, de faglærte og selvstændige arbejdere, spiller ikke den store trille.
For selv om bogen er pakket ind i et papir af lokalhistorie og angivelige erindringsskitser, er den først og fremmest en fiktion, en hommage til Turèlls opvækst og baggrund samt en indsigelse mod det moderne Socialdemokratis intentioner om at forvandle sit proletariske vælgergrundlag til parcellister med middelklassemeninger og børn i gymnasiet.
Knald på
Oprindelig var ’Vangede billeder’ tænkt som en 400 sider lang digtsamling i forlængelse af det afsnit i forgængeren ’Karma Cowboy’, der handlede om netop Vangede. Men forlaget satte foden ned, og i en rasende arbejdsrus skrev Dan Turèll bogen om til den særligt højoktane prosa, der blev den endelige form, hos kollegaen Per Højholt i dennes hjem i Hørbylunde.
Og efter adskillige uger, uden hverken tjald, lal eller lir, festede forfatteren igennem allerede på turen hjem med manuskriptet i muleposen. I en grad, så han i branderten forliste det eneste eksemplar af den færdige tekst, der således var lige ved aldrig at udkomme, havde betænksomme mennesker ikke været vakse ved havelågen.
For Turèlls arbejdsmetode indebar blandt andet, at han tilintetgjorde alle notater og kladder, når renskrivningen var overstået. Så der var intet materiale at falde tilbage på. Puha og tak for redningen, hvem I så end måtte være.
Rent litterært er ’Vangede billeder’ en kraftudladning af helt usædvanlig styrke. Den er skrevet i et jordnært, dagligdags sprog, og formmæssigt befinder den sig et sted mellem det amerikanske forbillede Allen Ginsbergs lyriske ragaer og den karakteristisk lavaflydende prosastil, Turèll senere rendyrkede i blandt andet Onkel Danny fortæller-serien og senere kriminalromanerne fra 1980’erne.
Et centralt virkemiddel er brugen af ordet og, der indleder afsnittene i de fleste af kapitlerne. Med denne teknik kobler han til et barns opremsende fortælling ’og så skete der det, og så skete der det’, hvilket skaber en charmerende umiddelbarhed i foredraget og et tempo, der gør det vanskeligt for læseren at stige af, når først vedkommende er steget på.
Levende portrætter
Den lokalhistoriske del af bogen er så absolut den mindst interessante – også set i bakspejlet. Guldet ligger i de lange lyriske passager, hvor mennesker og steder fra Vangede anno 1950’erne og de tidlige 1960’ere fremmanes, så de fremstår som levende.
Guldet ligger i de lange lyriske passager, hvor mennesker og steder fra Vangede anno 1950'erne og de tidlige 1960'ere fremmanes
Portrætterne er ikke tegnet med den moderne realismes dybdepsykologiske pensel. Det er – tro mod sit emne – den folkelige fortællings retorik, der anvendes. Det vil sige, at faste vendinger og talemåder spiller en betydelig rolle, og at forfatteren især formidler anekdotisk stof: Denne eller hin gjorde eller sagde ditten eller datten.
