Dan Turèlls hjemstavnsfortælling er en kærlighedserklæring til arbejderklassen

Dan Turèll fortæller i en anekdote, at han umiddelbart efter udgivelsen af ’Vangede billeder’ var i en selskabelig sammenhæng, hvor en kvinde fra overklassen henvendte sig til ham og sagde, at hun godt kendte ham.

For var det ikke ham, der havde skrevet disse her ’Gentofte-fortællinger’? Jo tak, men damen har selvfølgelig ikke fattet en bøjet femøre af noget som helst i bogen. For dens pointe er netop, at Vangede sgu’tte er en del af Gentofte, men snarere en enklave midt i Velhaverland, et rabarberkvarter i en rosenhave, til gengæld på sine egne præmisser og med egen stolthed.

LÆS MERE

Og det er måske det vigtigste ved ’Vangede billeder’. Da den udkom i 1975, tillod den sig, i en tid med både munkemarxisme og solidaritet med den undertrykte arbejderklasse, at fremstille arbejderklassens værdier og normer som havende en selvstændig værdi og arbejderklassen som en samfundsgruppe, man ikke behøvede at bekymre sig dannelsesmæssigt eller økonomisk om: De ku’ godt selv. Bajerne var deres bourgogne, Gustav Winckler deres Vivaldi og Osvald Helmuth deres svar på Henrik Ibsen.

At Vangede så i virkeligheden slet ikke var noget arbejderkvarter, men snarere et reservat for den højere håndværkerstand, de faglærte og selvstændige arbejdere, spiller ikke den store trille.

For selv om bogen er pakket ind i et papir af lokalhistorie og angivelige erindringsskitser, er den først og fremmest en fiktion, en hommage til Turèlls opvækst og baggrund samt en indsigelse mod det moderne Socialdemokratis intentioner om at forvandle sit proletariske vælgergrundlag til parcellister med middelklassemeninger og børn i gymnasiet.

Knald på

Oprindelig var ’Vangede billeder’ tænkt som en 400 sider lang digtsamling i forlængelse af det afsnit i forgængeren ’Karma Cowboy’, der handlede om netop Vangede. Men forlaget satte foden ned, og i en rasende arbejdsrus skrev Dan Turèll bogen om til den særligt højoktane prosa, der blev den endelige form, hos kollegaen Per Højholt i dennes hjem i Hørbylunde.

Og efter adskillige uger, uden hverken tjald, lal eller lir, festede forfatteren igennem allerede på turen hjem med manuskriptet i muleposen. I en grad, så han i branderten forliste det eneste eksemplar af den færdige tekst, der således var lige ved aldrig at udkomme, havde betænksomme mennesker ikke været vakse ved havelågen.

For Turèlls arbejdsmetode indebar blandt andet, at han tilintetgjorde alle notater og kladder, når renskrivningen var overstået. Så der var intet materiale at falde tilbage på. Puha og tak for redningen, hvem I så end måtte være.

Rent litterært er ’Vangede billeder’ en kraftudladning af helt usædvanlig styrke. Den er skrevet i et jordnært, dagligdags sprog, og formmæssigt befinder den sig et sted mellem det amerikanske forbillede Allen Ginsbergs lyriske ragaer og den karakteristisk lavaflydende prosastil, Turèll senere rendyrkede i blandt andet Onkel Danny fortæller-serien og senere kriminalromanerne fra 1980’erne.

Et centralt virkemiddel er brugen af ordet og, der indleder afsnittene i de fleste af kapitlerne. Med denne teknik kobler han til et barns opremsende fortælling ’og så skete der det, og så skete der det’, hvilket skaber en charmerende umiddelbarhed i foredraget og et tempo, der gør det vanskeligt for læseren at stige af, når først vedkommende er steget på.

Levende portrætter

Den lokalhistoriske del af bogen er så absolut den mindst interessante – også set i bakspejlet. Guldet ligger i de lange lyriske passager, hvor mennesker og steder fra Vangede anno 1950’erne og de tidlige 1960’ere fremmanes, så de fremstår som levende.

Portrætterne er ikke tegnet med den moderne realismes dybdepsykologiske pensel. Det er – tro mod sit emne – den folkelige fortællings retorik, der anvendes. Det vil sige, at faste vendinger og talemåder spiller en betydelig rolle, og at forfatteren især formidler anekdotisk stof: Denne eller hin gjorde eller sagde ditten eller datten.

Og der er knald på stoffet. Når man hører om Fede-Arne (der i nyudgivelsen atter er Fede-Arne efter siden andenudgaven at have været Fede-Asger på grund af indsigelser fra virkelighedens Arne) og hans ven Bonkey, om kioskmanden, om præsten, lægen, grønthandleren og bogbinderen, suser teksten direkte fra øjnene og til den billeddannende del af bevidstheden, så den indre biograf tændes. Energien er så stærk som Kraften i en jedi-ridder, og hele forestillingen afvikles med et imponerende flow.

Underhunden fra Vangede

Synspunktet er konstant den brovtende underhunds: Dem fra Gentofte så ned på os i Vangede, men vi var bare federe, mere frigjorte og sjove.

Rigmandsfruerne i villaerne på den ’rigtige’ side af Lyngbyvej havde måske nok tjenestefolk og biler, men rødderne fra Vangede havde pik, kusse, knallerter og rock’n’roll, og de forstod at more sig fremragende med disse forhåndenværende indretninger.

Det er en tydelig tematik gennem hele bogen, at arbejderklassens rå seksualitet er en frigørende kraft, mens overklassen må nøjes med at rasle med juvelerne fanget i deres fuglebure.

På den måde er Turèll i familie med både danskere som Soya og Panduro, men sandelig også D.H. Lawrence og dennes antiklerikale seksuelle evangelium.

At stå ved sin arv

Når man sidder med bogen i hænderne i det Herrens år 2015 og skal tage stilling til dens relevans, er den ganske ligetil at få øje på. For Dan Turèlls bog handler om at stå ved sin arv, være stolt over sin herkomst og give pokker i, hvad de dannede lag så måtte mene om det.

Man kan ikke løbe fra sine forudsætninger, og forsøger man at blive en anden end den, man er, ender man som en spurv i tranedans, eller en latterlig Jean de France.

Det budskab holder stadig i dag, hvor middelklassens hegemoni fejrer fortsatte triumfer og truer med at lægge enhver form for ikkeakademisk begrebsdannelse og eksistensform død.

Og så er det altså også et drøn og en drøm af en bog, skrevet af en sjældent veloplagt historiefortæller i sproglig storform.

Det er en stor dansk stemme, der 29 år gammel træder i karakter – inden han – som det så sørgeligt skete – bliver fanget i sin egen myte og tynget i knæ af sit image som mediegespenstet Onkel Danny.