Dan Turèll fortæller i en anekdote, at han umiddelbart efter udgivelsen af ’Vangede billeder’ var i en selskabelig sammenhæng, hvor en kvinde fra overklassen henvendte sig til ham og sagde, at hun godt kendte ham.
For var det ikke ham, der havde skrevet disse her ’Gentofte-fortællinger’? Jo tak, men damen har selvfølgelig ikke fattet en bøjet femøre af noget som helst i bogen. For dens pointe er netop, at Vangede sgu’tte er en del af Gentofte, men snarere en enklave midt i Velhaverland, et rabarberkvarter i en rosenhave, til gengæld på sine egne præmisser og med egen stolthed.
LÆS MERE
Og det er måske det vigtigste ved ’Vangede billeder’. Da den udkom i 1975, tillod den sig, i en tid med både munkemarxisme og solidaritet med den undertrykte arbejderklasse, at fremstille arbejderklassens værdier og normer som havende en selvstændig værdi og arbejderklassen som en samfundsgruppe, man ikke behøvede at bekymre sig dannelsesmæssigt eller økonomisk om: De ku’ godt selv. Bajerne var deres bourgogne, Gustav Winckler deres Vivaldi og Osvald Helmuth deres svar på Henrik Ibsen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
