Der mangler mere end 1.500 sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen, og det tal kommer med al sandsynlighed til at vokse markant i fremtiden.
De fleste sygeplejersker mellem 50 og 59 har nemlig ikke tænkt sig at blive på arbejdsmarkedet længere end højst nødvendigt.
Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling vil over halvdelen af de 4.950 adspurgte sygeplejersker gerne trække sig tilbage fra deres arbejde, inden de runder 62 år. Det kan få store konsekvenser for kvaliteten af behandlingen på de danske sygehuse.
Foretager man en forsigtig fremskrivning af de sygeplejersker, der mangler i dag, kombineret med de mange, som har lyst til at stoppe inden de runder 62, viser det sig, at der vil mangle næsten 7.000 sygeplejersker i 2015. Uoverskuelige konsekvenser
»Det er alarmerende tal, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for vores sundhedsvæsen, hvis der ikke bliver grebet ind fra politikernes side. Vi bliver nødt til at skabe bedre arbejdsforhold for sygeplejerskerne. Ellers er det klart, at de trækker sig tilbage, når de har mulighed for det«, siger Dorte Steenberg, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Sygeplejerskerne er de hårdest pressede
Hun mener, at problemet er, at sygeplejerskerne er dem, der er hårdest presset i sundhedsvæsenet, og at arbejdsforholdene skal ændres, hvis man skal undgå en mangel på sygeplejersker, der i sidste ende vil komme til at gå ud over patienterne.
Det er arbejdsmarkedsforsker Morten Lassen fra Aalborg Universitet enig i. Han siger til bladet Forkant, at sygeplejerskernes ønske om tidlig tilbagetrækning kan få alvorlige konsekvenser. Fritidsinteresserne skal udleves
Undersøgelsen viser også, hvorfor sygeplejerskerne vil trække sig tilbage, inden de når pensionsalderen. Det er især mere tid til at dyrke fritidsinteresser, der frister. Belastende arbejdsvilkår og for lidt tid til familien er andre faktorer, som får sygeplejerskerne til at ønske tidlig exit.
»Den konstante forandring, sundhedsvæsnet befinder sig i med nye styrings- og ledelsesredskaber, slider specielt på de ældre sygeplejersker. Jeg tror, at det er en faktor, som gør, at mange sygeplejersker vælger jobbet fra, selv om de godt kunne have fortsat nogle år endnu«, siger Morten Lassen til Forkant. En sag fyldt med dobbeltmoral
Hos Dansk Sygeplejeråd er Dorte Steenberg ikke tilfreds med politikernes håndtering af manglen på sygeplejersker:
»Der er meget dobbeltmoral fra politikernes side i det her. På den ene side vil man gerne have folk til at arbejde mere. På den anden side er der fokus på, at der skal være mere tid til familien. Jeg kan godt forstå, at sygeplejerskerne træffer det valg. Man har vidst i mange år, at der var det her problem, men politikerne har sovet i timen«, siger hun. Regeringen sender ansvaret videre
Hos regeringen erkender man, at der er et problem, men Venstres sundhedspolitiske ordfører, Birgitte Josefsen, mener, at ansvaret for at finde en løsning ligger hos regionerne, der har ansvaret for den daglige drift af de danske sygehuse.
»Jeg synes ikke, at vi har sovet i timen. Vi har med vores lovgivning skabt en masse håndtag, så regionerne har mulighed for at give nogle bedre arbejdsforhold til de ansatte på landets sygehuse«, siger hun. Venstre: Der er fokus på plads til familien
Birgitte Josefsen mener, at regeringen med kvalitetsreformen og trepartsaftalen mellem regeringen, de offentlige arbejdsgivere og fagforeningerne har givet regionerne mulighed for at lave nogle tiltag, der kan få sygeplejerskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet.
»I juni blev der indgået en trepartsaftale og vi har lige fået vedtaget en jobpakke i forbindelse med den nye finanslov, der hjælper til at løse problemet. Der er mere fokus på plads til familien og på ansvarlig ledelse, og der er sat penge af til efteruddannelse. Alt sammen ting, der kan gøre det mere attraktivt for offentligt ansatte, at blive længere tid på arbejdsmarkedet«, siger Birgitte Josefsen (V), som selv er uddannet sygeplejerske. Regionsformand ønsker bedre forhold til pensionsmodne
Regionsrådsformand, Bent Hansen (S), giver Birgitte Josefsen ret i, at trepartsaftalen har givet regionerne nogle redskaber, men der er langtfra afsat nok midler til at løse problemet, mener han.
»Det er enormt vigtigt, at vi finder nogle midler til, hvordan vi får de offentligt ansatte til at blive længere på arbejdsmarkedet, det er jo ikke kun med sygeplejersker, at vi har det her problem«, siger Bent Hansen.




























