Politiet håber at kunne finde og anholde nogle af de personer, der for en måned siden stod bag omfattende hærværk ved en gadefest i Hyskenstræde i det indre København.
Det oplyste justitsminister Brian Mikkelsen (K) på et samråd i Folketingets Retsudvalg torsdag morgen.
Et par hundrede autonome foretog under en gadefest natten mellem 8. maj og 9. maj 35-37 tilfælde af hærværk mod blandt andet bygninger og biler, ligesom de smed molotovcocktails mod politiet.
Justitsministeren oplyste, at Københavns Politi er i gang med at gennemse videobånd fra begivenhederne.
»Så det kan jo være, at der bliver banket på døren hos nogle unge studerende i den kommende tid«, sagde Brian Mikkelsen. Enkeltstående fejl
Han var kaldt i samråd for at forklare, hvad der gik galt, og hvad man har lært af forløbet med gadefesten, der fik lov at udvikle sig til omfattende hærværk og ulovligheder, mens politiet i lang tid passivt så til.
Justitsministeren henviste til, at Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen i en redegørelse har forklaret, at der blev truffet en forkert politimæssig beslutning.
»Beredskabet skulle have været aktiveret tidligere«, sagde justitsministeren, der understregede, at beredskabet denne nat var stort nok, og at der var mange politifolk på gaden i København, som kunne være tilkaldt. Minister: En enkeltstående sag
Men det var, sagde ministeren, første gang, at det var gået galt for Københavns Politi, der ellers har haft stor succes i de senere år med den strategi politiet har lagt for at undgå uroligheder ved store begivenheder som EU-topmødet i 2003, det sociale topmøde, rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro med mere.
»Min opfattelse er, at der er tale om en enkeltstående episode blandt mange fornemme indsatser fra Københavns Politi for at beskytte Københavns borgere«, sagde justitsministeren.
Der skal være plads til fest i gaden
Brian Mikkelsen sagde, at han går ind for nultolerance over for vold og hærværk, som de autonome udfører.
Men han mener, at der skal være plads til holde fredelige fester i byens gader. »Det er en storby, og der skal man have lov til at holde fester. Det er ikke Nørre Snede det her«, sagde ministeren.




























