Danske Dagblades Forening (DDF) går nu ind i den nyeste udløber af Muhammed-krisen og vil i den kommende uge kontakte både Udenrigsministeriet og Justitsministeriet. Det oplyser foreningens administrerende direktør, Ebbe Dal.
En saudiarabisk advokat kræver i en skrivelse til godt et dusin danske chefredaktører, at de inden udgangen af september offentligt skal beklage og undskylde, at de i februar 2008 genoptrykte den omstridte tegning af muslimernes kendteste profet. Optrykket skete efter afsløringen af mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard.




























