Embedsmænd: Ny jernbane over Køge bedst

En ny jernbane over Køge vil give flere tog til tiden sammenlignet med en udbygning af den eksisterende strækning over Roskilde og Høje-Taastrup.
En ny jernbane over Køge vil give flere tog til tiden sammenlignet med en udbygning af den eksisterende strækning over Roskilde og Høje-Taastrup.
Lyt til artiklen

Flere tog. Færre gener for passagererne. Bedst for klimaet.

En helt ny jernbane fra København til Ringsted over Køge har langt flere fordele end en udbygning af den eksisterende jernbane over Høje Taastrup og Roskilde, som samfundsøkonomisk slet ikke kan betale sig.

Ny jernbane er tre gange så dyr
Det konkluderer en miljøredegørelse, som Trafikstyrelsen netop har offentliggjort.

»Der er ingen tvivl. Både trafikalt og fremtidsmæssigt er en ny bane det bedste. Men den koster så også tre gange så meget«, siger anlægschef Martin Munk Hansen, Trafikstyrelsen.

En udvidelse af den eksisterende bane over Høje Taastrup med et femte spor koster således 2,9 milliarder kroner, mens en ny jernbane over Køge løber op i 10 milliarder kroner.

Barfoed vil have ny jernbane over Køge

Men ser man på de samlede samfundsøkonomiske konsekevser vil den nye jernbane være i plus, mens en udbygning af den eksisterende strækning er i minus, viser redegørelsen.

Ny bane kan være klar i 2018
En ny jernbane vil kunne stå klar allerede i 2018, mens udbygningen af den nuværende strækning først vil være færdig i 2020, da den er afhængig af Banedanmarks udrulning af et nyt signalsystem.

Samlet set vil en ny bane kunne sende 11-13 flere tog ud af København mod 4-5 nye tog med en udbygning over Høje Taastrup.

En ny bane vil også betyde, at kapaciteten øst for Ringsted øges med 7-9 tog i timen, mens en udbygning af den eksisterende strækning med et femte spor ikke har nogen konsekvenser, når man kommer på den anden side af Roskilde.

Og bor man i og omkring Køge slipper man for at skulle ind til Hovedbanen, når man skal til Jylland.

Ny bane giver færre gener for passagerer
Samtidig vil der være langt færre gener for passagererne ved at bygge en ny jernbane.

Rejsetidsforlængelsen vurderes til at blive 1,6 millioner timer ved nybygningsløsningen mod 7,1 millioner timer ved en udbygning af strækningen over Roskilde og Høje Taastrup.

»Strækningen har kollossalt mange passagerer. Derfor er generne også væsentlig større, og vi vil ikke kunne undgå forsinkelser, hvis vi skal arbejde på en bane, der allerede er i drift«, siger Martin Munk Hansen.

Firben skal reddes
Han forudsiger, at passagerer til Holbæk og Næstved under en udbygning af den eksisterende jernbane vil skulle lægge 20-30 minutter oveni rejsetiden.

I enkelte tilfælde vil togtrafikken endda skulle indstilles helt og passagererne flyttes til busser og S-tog.

Kun i forhold til naturen vil den nye løsning have en større negativ påvirkning, men ifølge embedsmændene ligger der allerede en udførlig plan for at etablere nye søer og moser og sikre at at firben og flagermus ikke lider nød på grund af den nye jernbane.

Diskussussion har varet i 20 år

Miljøredegørelsen er den foreløbige kulmination på 20 års diskussioner af, hvordan man bedst muligt udvider kapaciteten på stræningen mellem København og Ringsted.

LÆS OGSÅ: Miljøredegørelsen fra Trafikstyrelsen(eksternt link)

En lang række modeller har været i spil, men de er hver gang kørt af sporet efter massive lokale protester og modstridende politiske ønsker på Christiansborg.

Nu er det op til politikerne i Folketinget at beslutte, hvad der skal ske.

»Vi indstiller ikke noget. Vi lægger tingene frem for politikerne så objektivt, som vi kan, og så er det deres valg«, siger Martin Munk Hansen.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her