Da forsvarschef Tim Sloth Jørgensen i mandags skrev til danske medier for at bede dem undlade yderligere omtale af Thomas Rathsacks ’Jæger – i krig med eliten’, var det kun en udvalgt gruppe, som modtog brevet. Metroxpress, som i første halvdel af 2009 var landets mest læste dagblad, modtog aldrig brevet. Det gjorde heller ikke gratisavisens søstermedie, 24timer, eller landets næstmest læste dagblad, Jyllands-Posten.
Regionalaviser fik ingen henvendelse
Her vurderer chefredaktør Jørn Mikkelsen, at undladelsen skyldes, at Jyllands-Posten ikke har trykt passager fra bogen og heller ikke har tænkt sig det.
LÆS ARTIKELFogh forholder sig tavs i jægersag Men hvis forsvarschefen kun sendte breve til medier, som har citeret fra bogen, tænkte han ikke på regionalaviserne. Nordjyske bragte tirsdag flere længere uddrag af bogen, men har ikke modtaget noget brev fra Tim Sloth Jørgensen. Heller ikke to andre tilfældigt udvalgte regionalaviser, Frederiksborg Amts Avis og Fyens Stiftstidende, blev kontaktet. Det har ikke været muligt at spørge Tim Sloth Jørgensen, hvorfor han fravalgte nogle af landets største medier, da han skrev sine breve, som blev leveret med bud samme dag. Forsvarschefen er nemlig på tjenesterejse i udlandet.




























