Overalt i landet står handikappede og udviklingsforstyrrede på venteliste på ubestemt tid for at få en bolig eller det rigtige behandlingstilbud. Antallet af børn og unge, der lider af autisme, Aspergers, ADHD eller Tourette stiger eksplosivt, og samtidig lever svært udviklingshæmmede længere end tidligere. Begge dele er med til at forlænge kommunernes ventelister især på boliger. Københavns Kommune er særligt hårdt ramt. Her står 154 voksne handikappede lige nu på venteliste til en bolig, og 21 børn og unge venter på den rette behandling. »Budgetterne er presset over alt på grund af de handikappede, og vi er lige ved at kæntre. Antallet af udviklingshæmmede handikappede er eksploderet inden for de seneste år, og vi kan simpelthen ikke følge med i forhold til at etablere de nødvendige pladser«, siger Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (EL), der efterlyser hjælp fra Velfærdsministeriet. Må blive på ungdomscentre På landsplan er antallet af børn og unge, der diagnosticeres for sygdomme i autismespektret, tredoblet siden 1995. I København er antallet seksdoblet i samme periode.
»Vi er blevet bedre til at tage folk ind i psykiatrien. Og når vi tager flere ind, kommer der også flere ud, som er diagnosticeret psykisk udviklingshæmmede. Derfor sender vi flere, der har brug for hjælp, videre til kommunerne«, siger Hanne Børner, formand for Børn og Unge-Psykiatrisk Selskab i Danmark. Det voldsomme pres på ventelisterne betyder også, at unge autister og andre udviklingsforstyrrede ikke kan få plads på de særligt indrettede voksencentre, når de fylder 18 år.


























