Det er grotesk, at kommuner på grund af dårlig økonomi ikke fjerner børn, der lider under omsorgssvigt derhjemme, mener Socialdemokraterne. Socialordfører Mette Frederiksen reagerer skarpt på artikler i Politiken søndag, hvor socialrådgivere i flere kommuner står frem og fortæller, at deres faglige vurderinger bliver overhørt af hensyn til kommunens slunkne pengekasse. De bakkes op af fagfolk og eksperter, som mener, at flere kommuner bøjer loven. »Det underbygger dét, jeg hører rigtig mange steder fra: At der bliver anbragt for få børn i Danmark«, siger Mette Frederiksen. »Og det er både fordi, der bliver truffet forkerte beslutninger, og fordi det er et vanvittigt menneskesyn, der hviler på en opfattelse af, at børn altid har det bedst hjemme - at forældre altid er bedst til at drage omsorg for dem«. Børneadvokater Kommunerne vil samlet spare 470 millioner kroner på anbringelsesområdet i 2007. Det betyder for eksempel i Lolland Kommune, der skal skære 27 millioner, at politikerne som udgangspunkt ikke længere vil anbringe teenagere og heller ikke iværksætte hjælp til de 18-22-årige. Lolland Kommune kalkulerer endda i et internt notat med, at Det sociale nævn sandsynligvis vil underkende deres afgørelser. Tre socialrådgivere har sagt op i protest mod den nye politik. Andre kommuner – som f.eks. Århus – beretter om børn, der allerede er blevet taget hjem fra en anbringelse, selv om deres forældre slet ikke magter dem. »Det her område har aldrig fungeret og gør det stadig ikke. Og derfor bliver vi nødt til at tage drastigere skridt, end vi har turde hidtil«, siger Mette Frederiksen. »Vi skal have større uvildighed ind i afgørelserne, så kun ét hensyn hersker, nemlig hensynet til barnet. En mulighed er at give barnet sin egen sagsbehandler; en anden er, at et uvildigt organ, som står over kommunerne, går ind og vurderer afgørelserne«, foreslår hun. Kommuner må dele udgifterne Ifølge Mette Frederiksen, duer det ikke, at det er de samme politikere, som både har ansvar for det kommunale budget og beslutter, om et barn skal anbringes udenfor hjemmet. »Du bør ligge den endelige beslutning et andet sted, så beslutningen kommer væk fra budgettet«, siger hun. Og så skal kommunerne dele udgifterne for de dyre anbringelser, der koster mellem 30.000 og 100.000 om måneden, så en enkelt kommune ikke skal skele så meget til pengepungen, at det bliver afgørende for, om barnet kommer væk fra de forældre, som ikke kan drage omsorg for det. »Vi skal have en reform af finansieringen, så det ikke er den enkelte kommune, der sidder med hele udgiften. Det kunne for eksempel være, at kommuner med færre anbringelser hjælper kommuner med flere«.