Penge afgør udsatte børns skæbne

Lyt til artiklen

På Lolland vil »gardinsvingere« ikke længere blive anbragt uden for hjemmet, »blot fordi de er en pestilens for skolen, de andre børn, lærerne og forældre«. Gardinsvingere er Lolland Kommunes betegnelse for børn med stærke adfærdsvanskeligheder. Børn med så store problemer, at socialrådgivere hidtil har vurderet, at en anbringelse var nødvendig. Men nu skal kommunen spare 27 millioner kroner på området og derfor anbringe færre børn – også selv om det ifølge forvaltningen selv indebærer »en væsentlig højere risiko for at blive underkendt i Det Sociale Nævn/Tilsynet«. Lolland Kommune er ikke den eneste, der skal spare betragteligt ved at anbringe færre børn uden for hjemmet. Landets kommuner vil i 2007 spare 470 millioner kroner på de belastede børn ud af det samlede budget på knap 11 milliarder. Det er for børnenes skyld, lyder den generelle begrundelse. I stedet vil kommunerne forebygge bedre og har til den indsats afsat 100 millioner kroner ekstra. Børn lever i hjem med omsorgssvigt Men kommunernes sparelyst vil medføre, at børn, der burde være anbragt, lever i hjem med omsorgssvigt, mener en lang række socialrådgivere, eksperter og sagkyndige, som Politiken har talt med. Forebyggelsen er langtfra så effektiv, at den kan erstatte anbringelser – og slet ikke fra dag 1. På Lolland har den nye politik allerede fået tre socialrådgivere til at sige op i protest, og ifølge formanden for Socialrådgiverforeningen, Henning Breinholdt, viser eksemplet klart, at økonomien vejer tungere end behovet for at finde de rigtige løsninger for børnene – også selv om kommunerne bedyrer det modsatte: »På sin vis er det befriende, at de siger sort på hvidt, hvad det handler om«, siger han og anklager kommunerne for at pakke den dårlige økonomi ind i pæne vendinger: »De siger, at det er bedst for børnene, og at det går åh, så godt«. Døgnanbragte er dyre i drift I flere kommuner har sagsbehandlere fået besked på at »vende bunken« med henblik på at tage unge hjem fra anbringelse – især de dyre døgnanbragte, der koster kommunen mellem 30.000 og 100.000 kroner om måneden. Konkret har det i Århus ført til, at et socialcenter hjemtog seks voldsomt belastede unge stik imod den faglige vurdering fra socialrådgiver og opholdssted – og imod de biologiske forældres ønske. Desuden bliver der i Århus ligesom i resten af landet anbragt færre børn, efterhånden som året skrider frem, og pengekassen tømmes. »Det er nemmere at få en anbringelse igennem i januar«, siger socialrådgiver Dorrit Udengaard. Andre socialrådgivere fortæller, at nye anbringelser kræver, at allerede anbragte børn bliver sendt hjem til deres forældre. Og eksempelvis den midtsjællandske kommune Egedal budgetterer med, at der i 2007 ikke anbringes flere end de 67 børn, som i dag bor uden for hjemmet – også selv om børnetallet er stigende i kommunen. Ekspert: Lolland Kommune overtræder loven Seniorforsker på Socialforskningsinstituttet Anne-Dorthe Hestbæk mener, at det er ret alvorligt, når socialrådgivere siger op eller protesterer højlydt, fordi besparelser overtrumfer deres faglige vurdering af, hvad der er bedst for barnet. »Selv om kommunerne er økonomisk trængte, betyder det jo ikke, at de kan overhøre loven«, siger Hestbæk. Hun vurderer, at Lolland Kommune med sin nye politik overtræder loven, når hverken ’gardinsvingere’ eller teenagere skal anbringes, ligesom der som udgangspunkt heller ikke skal gives hjælp til anbragte børn, når de er fyldt 18 år. Ifølge Hestbæk bliver loven også i andre kommuner bøjet til det absolut yderste: »Jeg har set formuleringer som »vi anbringer ikke unge over 14«. Det mener jeg ikke holder i retten«, siger hun. Formand for Børne- og Ungeudvalget i Kommunernes Landsforening, Henrik Larsen (R), forsvarer de kommunale besparelser: »Gennem de seneste år har kommunerne satset massivt på forebyggelse. Jeg tror virkelig på, at vi derfor kan begynde at bruge færre penge på anbringelser«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her