I et år med rekordfå omkomne på vejene blev det især mindre farligt at være cyklist eller knallertkører: Med 15 dræbte på knallert og 27 på cykel skete der en halvering på et år. Til gengæld blev fodgængerne ikke i samme grad skånet – her faldt tallet kun fra 58 til 46 dræbte. Det kan hænge sammen med, at der i løbet af året blev rettet en indsats mod netop cykler og trafikanter på knallert, mens fodgængerne ikke trafiksikkerhedsmæssigt var i samme fokus. Det mener dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik, Jesper Sølund. Lavere aktivitet i samfundet »Den generelt store fald i antal trafikdræbte i 2009 skyldes til en vis grad finanskrisen med lavere aktivitet i samfundet, mindre trafik og mindre risikoadfærd. Men tallene viser også, at en indsats rettet mod bestemte grupper har en særskilt effekt«, siger han. Blandt andet var der mange initiativer rettet mod højresvingsulykker, hvor lastbiler rammer cyklister. »Det har betydet, at der ikke har været én dødsulykke i den kategori i hele 2009«, påpeger Jesper Sølund.
LÆS ARTIKEL Et helt år uden højresvingsulykker
Der er også kommet mange flere vejkryds med tilbagetrukket stopstreg for bilister, så biler og cykler ikke kører frem samtidig. Samtidig blev cykelhjelmen et modefænomen. Alt sammen noget, der har battet, mener Jesper Sølund.
2009 var også året, hvor straffen for at køre på ulovlig knallert blev skærpet. Og hvor politiet med ny teknologi nemmere på stedet kunne afsløre knallerter, der kan køre for hurtigt. Det kan også have skabt mindre hasarderet knallertkørsel og sparet liv.
Fodgængere fylder mere i statistikken
Omvendt var der ikke ret mange initiativer specielt for at redde fodgængerliv.
»Relativt set fylder fodgængere nu mere i statistikken. Det skal der gøres noget ved«, siger Jesper Sølund. Han peger på, at især ældre fodgængere rammes.
»Man snakker så meget om ældre som farlige bilister. Det passer ikke, når man ser på tallene. Derimod er de ældre ekstremt sårbare som bløde trafikanter«.
En af løsningerne kan ifølge Jesper Sølund være, at der etableres flere heller eller afstribning på midten af vejen, hvor en gangbesværet og langsom fodgænger kan stoppe op og vente.
Det må ikke blive en sovepude
Alle, der arbejder med at gøre trafikken sikrere, har ellers armene i vejret. Der blev nemlig formentlig slået Danmarks-rekord i trafiksikkerhed i 2009. Politikens tælling viser nu 293 dræbte. Og selv om antallet kan komme op over 300, når alle registreringer i de kommende uger er foretaget, er det under alle omstændigheder en markant fremgang i forhold til 400 dræbte i de to foregående år.
Rekordåret var ellers 2006 med 309 døde.
At så relativt få blev dræbt på vejene i året, der gik, må ikke blive en sovepude, advarer Jesper Sølund. Hvis ikke tallet skal stige igen, når der kommer ny gang i samfundets økonomiske hjul, skal der nye initiativer på banen.
Delmålet for 2009 er ikke nået
Regeringens færdselssikkerhedskommission har som mål, at der i 2012 skal være færre end 200 døde på vejene og under 1.850 alvorligt tilskadekomne.
Delmålet for 2009 var 256 dræbte. Et mål, der ikke er nået.
Jesper Sølund peger på, at der i de sidste dage har været flere positive politiske meldinger fra regeringspartierne om at gøre et igangværende forsøg med elektronisk fartkontrol, de såkaldte stærekasser, til en permanent ordning over hele landet. I 2009 har fartfælderne registreret hastigheden ti steder på Sjælland, og 16.000 bilister har fået bøder. Desuden er farten på de ti strækninger gået ned.
LÆS ARTIKELStærekasser på vejene er en god investering Jesper Sølund finder det oplagt at udbrede stærekasserne til strækninger med fartproblemer, og hvor der er særligt behov for at beskytte andre trafikanter mod hurtigere biler. Der er i dag knap 1.000 stærekasser i Sverige. Og som Jesper Sølund påpeger: Færdselssikkerheden i Sverige er næsten dobbelt så god som i Danmark. Antallet af trafikdræbte i Sverige lander formentlig på under 350 døde for sidste år – men der bor altså også over ni millioner mennesker i Sverige mod 5,4 millioner danskere. Sverige som model






























