Tre tidligere topchefer i Politiets Efterretningstjeneste accepterer nu, at PET’s håndtering af Blekingegadesagen undersøges på ny. Tidligere operativ chef i PET Per Larsen opfordrer ligefrem politikerne til at få sagen undersøgt til bunds. Han har hidtil været imod en undersøgelse, fordi »den ville være spild af penge«. Nu siger han: »Som tingene er kørt op, så vil det være godt for både offentligheden og – må jeg indrømme – mig selv at få sandheden frem. Man kan ikke have beskyldninger om urent trav siddende på sig«. Tidligere PET-chefer vil ikke stille sig i vejen Samtidig siger to tidligere topchefer i PET, at de ikke vil stille sig i vejen for en undersøgelse. Ole Stig Andersen, der var PET-chef i de første år, hvor banden huserede, siger, at han »ikke personligt har et behov for en undersøgelse, men at det kan være godt at få fjernet enhver tvivl«. Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør i København og øverste chef i PET, da Blekingegadebanden blev afsløret, siger, at hun »ikke har en holdning til« en ny undersøgelse af PET og Blekingegadesagen, men at hun »stiller op, hvis der kommer en undersøgelse«. Per Larsen var operativ chef i PET fra 1983 til 1992 og er derfor i fokus i de påstande, som tidligere efterforskningsleder under sagen mod Blekingegadebanden Jørn Moos har fremført i en bog i efteråret. Påstande han også fører frem i en dokumentarudsendelse i aften på TV 2.
LÆS KRONIKBlekingegadebanden og PET’s ansvar Jørn Moos mener, at PET gemte på oplysninger om banden og dermed i flere omgange hindrede det øvrige politi i at stoppe banden tidligere i deres kriminelle karriere, som sluttede i november 1988 med et drab på en ung politimand under et røveri mod posthuset i Købmagergade. Per Larsen afviser fortsat beskyldningerne om, at PET holdt på oplysninger: »Nogle tror, at PET lå inde med stabler af beviser mod banden, men sandheden var, at vi intet afgørende havde«, siger han og henviser til, at Jørn Moos var en af efterforskningslederne under opklaringen af Blekingegadesagen i 1988-89 og derfor selv kendte »de sparsomme beviser« mod banden, som først blev afsløret, da et medlem kørte galt og førte politiet til dæklejligheden i Blekingegade. LÆS ARTIKELKommission hvidvasker PET under den kolde krig




























