Størstedelen af danskerne mener, at det er en dårlig ide, at Politiken indgik et forlig med tusindvis af profetens Muhammeds efterkommere for at undskylde for den krænkelse, som genoptrykningen af Muhammedtegningerne påførte nogle muslimer. Det viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2. 51 procent mener, at det er en dårlig ide, at Politiken indgik en aftale med otte muslimske organisationer. 31 procent mener derimod, at Politikens initiativ er en god ide.
LÆS OGSÅ Politiken indgår forlig i Muhammed-sag
Forliget har været bredt kritiseret af ikke mindst politikere, og derfor er Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden også tilfreds med, at en tredjedel af danskerne alligevel tænker positivt om det forlig, han har stået i spidsen for.
»Det overrasker mig, at næsten en tredjedel af befolkningen støtter forliget – ikke mindst i lyset af at de fleste kender sagen fra den meget kritiske mediedækning, der har været«, siger Tøger Seidenfaden.
Mens ledelsen i både Socialdemokratiet og SF meget klart har sagt, at de er imod forliget, er deres vælgere mere splittede. 37 procent af de socialdemokratiske vælgere mener, at forliget er en god ide, mens 38 procent er imod ideen. Hos SF er forskellen på partiledelsens og vælgernes opfattelse mere markant. 53 procent af SF’s vælgere mener, at Politikens forlig er en god ide, mens 22 procent mener, at forliget er en dårlig ide. SF’s top forstår splittelse SF’s gruppeformand, Ole Sohn, står fast på partiets modstand mod forliget, men siger samtidig, at han forstår de vælgere, der har sympati for aftalen. »Sagen er for kompleks til, at man kan forholde sig til den i én sætning. Hvis man spørger, om ytringsfriheden er til forhandling, vil mange sige nej, men hvis man spørger, om de mener, det er rigtigt at undskylde for, at man har krænket nogen, vil mange svare ja«, siger han. I det forlig, som Politiken har indgået med godt 94.000 efterkommere af profeten Muhammed, undskylder avisen for den krænkelse, som visse muslimer har følt, men fraskriver sig ikke retten til at bringe tegningerne igen og undskylder heller ikke for at have bragt tegningerne.





























