En af verdens førende islamforskere, professor Tariq Ramadan, er stærkt kritisk over for Politikens beslutning om at indgå forlig med en række muslimske organisationer. I forliget undskylder avisen for de krænkelser, muslimer har følt, fordi avisen har trykt Muhammedtegningerne. Tariq Ramadan forstår imidlertid ikke, hvorfor avisen overhovedet kommer med sin undskyldning: »Hvad er det lige, Politiken har haft gang i? To år efter genoptrykningen – og så siger avisen ’undskyld’? Hvorfor sige undskyld? Man burde i stedet forklare dem, der ikke forstår pressefriheden, hvordan den fungerer«.
Nødvendige konflikter
Den kendte forsker er i København for blandt andet at tale om konfrontationen mellem forskellige kulturer.
»Misforstå mig ikke. Jeg er modstander af selve tegningen. Jeg mener ikke, den var nødvendig. Men retten til at bringe den er noget helt andet. Det er konflikter, der er nødvendige at tage nu, så de fremtidige generationer i Europa kan blive ét med deres omgivelser. De konflikter betyder alt for udviklingen af Europas muslimer«, siger Tariq Ramadan.
LÆS OGSÅIslamforsker: Hvad har Politiken gang i?
Han mener ikke, at undskyldningen fra Politiken vil ændre noget på, hvordan muslimer rundt om i verden opfatter Danmark, for som han ser det, har forliget ikke fået mediedækning eller omtale i Mellemøsten.
»Det er ikke noget, de radikale kræfter kan bruge, så undskyldningen får ikke opmærksomhed. Der er ingen konflikt«, siger Tariq Ramadan.
Sådan er danskerne
Den holdning deler Politikens chefredaktør Stig Kirk Ørskov ikke.
»Jeg kan konstatere, at de mellemøstlige medier har dækket sagen, og den har blandt andet været i tv-stationen Al-Jazeera. Tøger Seidenfaden er også blevet interviewet til pakistansk tv. Jeg er med på, at forliget ikke er nået ud på samme måde som Jyllands-Postens oprindelige visning af tegningerne og statsminister Anders Fogh Rasmussens afvisning af at mødes med ambassadørerne. Men det er da nået rundt, og oven i købet er nuancerne kommet med, blandt andet at vi ikke fraskriver os retten til at trykke tegningerne igen«, siger han. Hvorfor tror du, der er kommet så stor debat om forliget? Er det, fordi jeres timing har været forkert? »Nej, det er vel, fordi folk er uenige med os. Mange mener, man skal sætte hårdt mod hårdt, og at ytringsfriheden kan gøres op i sort og hvidt, men her på Politiken har vi altid haft et mere nuanceret syn på tingene. Vi mener ikke, ytringsfriheden er til for at skulle bruges til sin yderste grænse i alle henseender. Vi tror stadig på, at dialog er den bedste vej til at skabe forståelse med de folk, man er uenig med«.








