Danmark er alt for sent ude med de omdiskuterede vandplaner, der skal sikre en god tilstand i vandløb, søer og kystvande, sådan som EU’s vandrammedirektiv kræver.
Planerne skulle have været klar ved udløbet af 2009 og indrapporteret til EU-kommissionen senest 22. marts i år. En talsmand for kommissionen fastslår, at den vil tage skridt mod de lande, der halter langt bagefter. De danske vandplaner vil ikke være klar før i slutningen af i år. »Vi tager lovgivningen alvorligt. Hvis landene ikke snart er klar, vil vi overveje at tage retlige skridt mod dem«, siger Joe Hennon, der er talsmand for EU’s miljøkommissær, Janes Potocnik.




























