Hospitaler svigter udenlandske sygeplejersker

Maria græd hver dag, når hun cyklede til og fra arbejde. Hun var midt i sin første praktikperiode på sygeplejerskeuddannelsen og tæt på at give op. Ikke på grund af arbejdet, men på grund af kollegerne. De virkede fjendtlige og kunne finde på at spørge: Er der situationsfornemmelse i det land, du kommer fra? »Jeg endte med at gå grædende til min læge, der gav mig antidepressive piller, for at jeg skulle kunne klare det«, fortæller Maria, der flyttede til Danmark fra Ukraine for 12 år siden. Det sygehus, hvor Maria var i praktik, har ingen etnisk ligestillingspolitik. Og sådan er det på en lang række sygehuse. Mangel på sygeplejersker Nu offentliggør Mangfoldighedsnetværket en undersøgelse, der viser, at ni af landets 15 største sygehuse mangler en etnisk ligestillingspolitik. »Vi blev overraskede over, at der er så mange sygehuse, der slet ikke arbejder med en ligestillingspolitik, for det har så store konsekvenser, når der ikke er nogen«, siger Özlem Cekic, der er formand for Mangfoldighedsnetværket, en sammenslutning af sygeplejersker med anden etnisk baggrund end dansk. Hun har talt med mange sygeplejersker, der har forladt faget eller er gået psykisk ned på grund af diskrimination. Og hun fastslår, at det er arbejdsgivernes ansvar, at det ikke sker. Ikke mindst fordi der er mangel på sygeplejersker. »Her står vi med en stor gruppe, der er på vej ind i sundhedsvæsenet, og det er vigtigt, at vi fastholder dem. Derfor er en etnisk ligestillingspolitik nødvendig«, siger hun. Kollegers fordomme Özlem Cekic har talt med adskillige sygeplejersker, der er blevet ramt af deres kollegers fordomme. Selv om sygeplejerskerne er uddannet i Danmark og kan udføre nøjagtig det samme arbejde som deres pæredanske kolleger, bliver de konstant dømt på deres kultur og etnicitet. »En pige havde skrevet 25 ansøgninger, været til 23 samtaler og aldrig fået job. Hun bærer tørklæde, og det handlede hele samtalen om hver gang. Men det vigtige er jo, om hun kan sit kram«, siger Özlem Cekic. I undersøgelsen er sygehusenes eget svar på, hvorfor de ikke har en ligestillingspolitik, blandt andet, at det ikke har virket nødvendigt. »Mit personlige svar er, at der faktisk ikke er poppet så mange konkrete problemer op til overfladen, så vi har prioriteret det«, forklarer en anonymiseret leder fra Amtssygehuset i Herlev i undersøgelsen. Men det er ikke grund nok, siger Özlem Cekic. For de sygeplejersker, der har følt sig diskrimineret har ofte henvendt sig, men uden at der er sket noget. »Der skal en holdningsændring til. Så vil det blive diskuteret på gulvet, og man kan snakke om, hvorfor det ikke er acceptabelt, at nogle ansatte skal argumentere for deres kultur«, siger hun. Maria er enig. Hun er i dag på en afdeling med gode kolleger, og hun trives. Men hun efterlyser stadig en etnisk ligestillingspolitik. »Det kan ikke være rigtigt, at det er fuldstændig tilfældigt, om man kommer et godt sted hen, eller om man skal finde sig i folks fordomme og diskriminerende spørgsmål«, siger hun. Maria hedder i virkeligheden noget andet, men ønsker at være anonym, da hun stadig arbejder på det pågældende sygehus. Hendes identitet er redaktionen bekendt.