Video blev det fældende bevis i sexsag

Lyt til artiklen

En videoafhøring i Tøndersagen om en nu 11-årig pige, der af sin far er blevet lejet ud til adskillige mænd, blev det fældende bevis, da en domsmandsret i Tønder idømte to mænd fængselsstraffe for at have forbrudt sig mod pigen. Den ældste af mændene på 35 år fik to års fængsel for at have haft samleje med pigen, mens en 18-årig handelsskoleelev idømtes et år og ni måneder for at have dyrket anden kønslig omgang med hende. Udbad sig betænkningstid Sidstnævnte, der ligesom den 35-årige stammer fra Sri Lanka, blev desuden dømt til udvisning efter strafafsoningen med forbud mod indrejse i ti år. Den ældste, der er gift og har børn i Danmark, får lov til at blive. Begge udbad sig betænkningstid med hensyn til eventuelt at anke dommen til landsretten. Pigens udsagn For første gang fik offentligheden mulighed for at høre den 11-åriges egen forklaring om sine oplevelser. Det skete, da retten overraskende undlod at lukke dørene, da en videoafhøring af pigen blev afspillet. Her fortalte en blufærdig og knuget pige, at de to mænd på skift forbrød sig mod hende en juliaften sidste år. Den ranglede pige med langt lyst hår og iført jeans og en jakke vred og kastede sig til tider rundt i sofaen i afhøringsrummet på politigården i Esbjerg, når hun skulle svare på spørgsmål fra en kvindelig kriminalbetjent, der er specialuddannet til at afhøre mindreårige sexofre. »Han tog mig på brystet og på lårene«, sagde hun. »Og han stak sin tissemand ind i min tissekone. Jeg havde samleje med ham«, lød dele af hendes beretning. Faderen sov i sofaen imens »Han havde kondom på. Det fik han af min far. Det skulle alle have. Han havde et helt skab med kondomer, fordi han var bange for, at jeg skulle blive gravid, når jeg var sammen med mænd«, fortsatte barnet sin beretning. »Men jeg siger kun det, jeg har lyst til at sige«, indskød hun pludselig, mens kriminalbetjenten svarede: »Ja, selvfølgelig«. Til tider kastede hun hovedet skråt tilbage og slog håret ned over ansigtet, når hun fortsatte sin fortælling om, hvordan mændene på skift dyrkede sex med hende på stuegulvet ved siden af brændeovnen. Mens faderen sad i sofaen. Troede, hun var ældre Her sad han ifølge mændenes egne forklaringer også, da de kom. »Han så pornofilm«, fortalte en af mændene i retten. Begge mændene nægtede sig skyldige og gav udtryk for, at de ganske vist var taget til pigens hjem for at få sex, men at de fortrød og tog af sted igen, fordi de mente, at hun var for ung. »Jeg tror også, at hun var påvirket af piller eller muligvis syg«, havde den 18-årige forklaret ved en politiafhøring. Mellemmanden Mændene var blevet kørt til pigens hjem af en landsmand, som mistænkes for at være en mellemmand, der formidlede kontakter mellem pigen, hendes far og interesserede mænd. Denne mand sidder selv varetægtsfængslet, men indvilgede i går i at blive ført som vidne, hvor han nægtede, at kammeraterne skulle have forbrudt sig mod pigen. Hans sag behandles senere, muligvis som nævningesag, fordi han risikerer mere end fire års fængsel. Forklaringer afslørede, at den yngste af de dømte, der var 17 år, da forbrydelsen fandt sted, var taget med, for at han skulle opleve sin seksuelle debut. Mellemmanden, som havde transporteret mændene til pigens hjem fra Haderslev, opkrævede penge for sin ulejlighed og kvitterede angiveligt for besøget i pigens hjem ved at smide 400 kroner på sofabordet, da de forlod stedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her