Flere børn fødes med misdannelser

Lyt til artiklen

Antallet af børn, der fødes med misdannelser, er i de seneste fem år steget med næsten en femtedel. Og måler man det i forhold til størrelsen af fødselsårgangene, nærmer stigningen sig en fjerdedel. I 2004, som er det seneste år, man har fuldkomne tal for, blev i alt 3.988 børn født med en misdannelse. Det svarer til 63 ud af hver 1.000 levendefødte børn. Tallene stammer fra Sundhedsstyrelsens misdannelsesregister. Og de viser, at det er flest drengebørn, der fødes med misdannelser, omkring 300 flere end pigebørn hvert år. Medfødte misdannelser Forskellen skyldes først og fremmest, at langt flere drenge end piger fødes med misdannede kønsorganer og urinveje. 406 drenge blev i 2004 født med misdannelser i kønsorganerne, mens det kun gjaldt 17 piger. Forskellen på medfødte misdannelser i urinveje er knap så markant. Den største stigning finder man dog i antallet af medfødte misdannelser i hoften, hvor tallet er næsten fordoblet fra 561 i år 2000 til 1.041 i 2004. Ifølge Sundhedsstyrelsen kendes årsagen ikke. Derimod er der mistanke om, at misdannelser i kønsorganer og urinveje hos drenge kan forklares med østrogenpåvirkning fra miljøet. Professor Niels Erik Skakkebæk, Rigshospitalet, har i flere år forsket i netop sammenhængen mellem kemiske stoffer i miljøet, det stigende antal misdannede kønsorganer hos drenge, faldende sædkvalitet og flere tilfælde af testikelkræft. Dyr påvirkes »Vi mener, at de ting hænger sammen, og vi har mistanke til, at det skyldes hormonforstyrrende stoffer i kost, kosmetik og alt, hvad vi omgiver os med. Vi ved, at disse stoffer har den virkning på dyr, men det er ikke med sikkerhed bevist, at det også gælder mennesker. Det er også svært at bevise, for vi kan naturligvis ikke eksperimentere med mennesker«, siger Niels Erik Skakkebæk. Når det især er urinveje og kønsorganer hos drenge, det går ud over, er det ifølge Niels Erik Skakkebæk, fordi mange af disse stoffer, som ofte kommer fra industriprodukter, har en virkning som kvindelige kønshormoner eller antimandlige hormoner og derfor kan forstyrre udviklingen af de mandlige kønsorganer. Kromosomfejl Misdannelsesregistret ser også på antallet af nyfødte med Downs syndrom (mongolisme) og andre kromosomfejl. Her ligger tallet nogenlunde stabilt i årene 2000-2004, men de foreløbige tal for 2005 tyder på et stort fald fra 84 med Downs syndrom i 2004 til 40 i 2005. Alle tal fra 2005 er imidlertid foreløbige. Det er derfor for tidligt at sige, om nedgangen reelt er så stor og en følge af, at gravide i dag tilbydes en nakkefoldsskanning, der kan vise forøget risiko for mongolisme.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her