Fugleinfluenzaen er reelt i Danmark. To svaner er fundet døde af den farlige fugleinfluenza-variant H5N1 på den nordtyske ø Rügen 60 kilometer fra Danmark. »Det er meget alvorligt, at sygdommen er blevet konstateret på Rügen. Man kan ikke tale om en dansk eller en tysk bestand af svaner. Der er tale om en fælles bestand«, siger ornitolog Pelle Andersen-Harild, Dansk Ornitologisk Forening til Ekstra Bladet. Tyske undersøgelser har fastslået med sikkerhed, at fuglene er døde af H5N1. »Uheldigvis er det blevet bekræftet, at svanerne var smittet med H5N1 fra Asien«, siger Reinhard Kurth, leder af Robert Koch Instituttet, der udøver sundhedskontrol i Tyskland, til tysk tv. Hold fjerkræ indendøre De danske myndigheder har slået alarm og opfordrer danskerne til at holde al fjerkræ indendøre. »Vi anmoder folk om at lukke al fjerkræ ind. Nu er det ikke for sjov mere«, siger Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsens kontor for husdyrsundhed. Bestanden af svaner i Østersøen trækker frit omkring og skelner ikke mellem landegrænserne. Ringmærkninger har vist, at svanerne nogle år holder til på Rügen, mens de andre år kan være ved Møn eller Lolland. »Når vejret bliver mildere, vil overvintrende svaner bevæge sig fra Rügen til de sydlige danske kyster, mens svaner, der har overvintret i Danmark, vil bevæge sig til Rügen«, siger Pelle Andersen-Harild. Forbud på vej Fødevarestyrelsen opfordrer danskere, der bor langs kysten til at holde et vågent øje med døde fugle og indrapportere det. I Sverige og Norge har man indført et forbud mod udendørs fjerkræhold. »Det gør vi også i dag«, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Sten Mortensen. Smitter mellem fugle Danskerne behøver ikke umiddelbart frygte at blive smittet med den frygtede fugleinfluenza. Indtil videre er smitten kun spredt mellem fugle, og 91 mennesker på verdensplan har fået den. Fugleinfluenzaen bliver først rigtig farlig, hvis den en dag muterer til at kunne smitte mellem mennesker også kaldet en pandemi. Indtil for nylig var den farligste fugleinfluenza-variant H5N1 begrænset til områder i Asien. Siden er virusset via Mellemøsten kommet til Europa og er de seneste uger konstateret hos svaner i Østrig, Rumænien og hos fugle i Grækenland, Italien, Kroatien, Bulgarien og Tyrkiet. Trækfuglene har fået skylden for spredningen, og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, opfordrede for et par dage siden til en øget overvågning og stærkere indsats over for den dødelige fugleinfluenza H5N1.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























