Danske mænd, der tæver deres partnere, kan godt dømmes til behandling. Loven giver mulighed for det, men muligheden bliver stort set ikke brugt. Det siger Helle Øbo, der er daglig leder af projektet Dialog mod Vold. Største aktør på markedet Med afdelinger i København, Århus og Odense er projektet langt den største aktør på markedet for behandlingstilbud til voldelige mænd. »Vi har to, som er dømt til behandling. Men det er noget helt nyt i Danmark, og der er ingen præcedens for det«, siger Helle Øbo. Hun peger samtidig på, at en mere systematisk brug af behandlingsdomme som alternativ til fængsel vil kræve et organiseret samarbejde med kriminalforsorgen, der i givet fald skal have ansvaret for, at mændene passer deres behandling. Øverst på ønskelisten Muligheden for at give voldelige mænd en betinget dom kombineret med tvungen behandling for deres voldelige adfærd har længe stået øverst på ønskelisten hos Dialog mod Vold. Det er også baggrunden for, at repræsentanter for politiet, retsvæsenet, kriminalforsorgen og kommunerne på en konference i København i dag får mulighed for at få førstehåndskendskab til, hvordan systemet fungerer i Brooklyn, New York, hvor man har oprettet USA's første særdomstol for vold i familien. Tæt samarbejde Systemet bygger på et tæt samarbejde mellem domstol, behandlingsinstans og socialforsorg, der skal sørge for, at behandlingen følges. Per Hensen, psykolog og direktør i den private institution Askovgården, der driver Dialog mod Vold, håber, at de danske myndigheder vil få inspiration på konferencen. »Vi mener, der er noget at lære af amerikanerne«, siger Per Hensen. »Måske skal vi ikke have en særdomstol, men dommere, der specielt tog sig af disse sager, kunne være en fordel. Det er vigtigt, at dommerne kender problematikken, og at strafelementet og behandlingen arbejder sammen. Det giver en god effekt«, siger han. Flere gennemfører under tvang Ifølge Per Hensen viser udenlandske erfaringer med at idømme behandling som vilkår for en betinget straf, at 91 procent af mændene i disse tilfælde gennemfører behandlingen. Når behandlingen er et frivilligt tilbud - som i Danmark - falder 40-50 procent fra. Det gælder både herhjemme og i udlandet. Sagen står stille Indføres den amerikanske model eller en, der ligner, kan der imidlertid hurtigt blive problemer med kapaciteten. Dialog mod Vold har i øjeblikket 80-90 mænd i aktiv behandling, og det er stort set, hvad kapaciteten er. I København er der i øjeblikket tre ugers ventetid. Hanne Behrens, Viden- og Formidlingscentret for Socialt Udsatte, der er medarrangør af dagens konference, er enig i, at behandlingsdomme formentlig vil kræve en større kapacitet: »Man kunne godt forestille sig, at flere kvinder turde anmelde deres mand for vold, hvis de vidste, at han så kom i behandling«, siger Hanne Behrens. »Allerede i dag ser vi, at mange af de mænd, der kommer til behandlingstilbuddene i dag, kommer, fordi der står en kvinde bag ved dem og skubber dem ind ad døren«, lyder det fra Hanne Behrens. Justitsministeriet er ikke nået videre I den danske regerings seneste handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder er muligheden for at idømme behandling som vilkår for en betinget dom nævnt. Justitsminister Lene Espersen (K) sagde for over et år siden til Politiken, at hendes ministerium havde indledt drøftelser med Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten om spørgsmålet. Der står sagen åbenbart endnu. Drøftelser er indledt En forespørgsel til Justitsministeriet om, hvor langt man er kommet med de drøftelser, besvares skriftligt i en mail fra kontorchef Mette Lyster Knudsen med et direkte citat fra handlingsplanen. Altså med, at »drøftelserne er indledt«. 65.000 danske kvinder udsættes årligt for vold, heraf to tredjedele i familien. Kun omkring 3.000 kvinder om året anmelder vold til politiet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























