Udlændinge taber penge på ny danskprøve

Lyt til artiklen

En del af de udlændinge, som i næste uge skal til eksamen i danskprøve 2, risikerer, at de har spildt 1.000 kr. på eksamensafgiften. Det skyldes, at de nye og skærpede krav til at få dansk statsborgerskab træder i kraft allerede på mandag. Ny indfødsretsprøve Regeringen og Dansk Folkeparti blev torsdag enige om at stramme kravene til nye statsborgere. Et af de nye krav er, at man nu skal bestå danskprøve 3 og ikke kun danskprøve 2. Plus en indfødsretsprøve. Og de nye krav gælder for nye ansøgninger fra på mandag. Netop i næste uge holder sprogskolerne eksamen. Blandt eksaminanterne er en gruppe udlændinge, som har betalt 1.000 kr. for at få danskprøve 2 med henblik på at søge statsborgerskab. »Hvis de ikke allerede har sendt deres ansøgning, har de smidt pengene lige ud ad vinduet«, siger viceforstander Kim Nielsen fra Sprogcenter IA i København. Politikere vil finde løsning Ifølge sprogskolerne taler mange af dem udmærket dansk og har stort set ikke behov for at følge undervisningen. De kunne altså lige så godt have meldt sig til danskprøve 3. Det problem har politikerne ikke været opmærksomme på. »Men det må vi finde en løsning på. Folk skal selvfølgelig have en fair overgangsordning«, siger Allan Niebuhr (K), som er formand for Indfødsretsudvalget. Dansk Folkeparti er enig. »Problemet er nyt for mig, men det må kunne løses. Jeg kan ikke forestille mig, at vi vil forlange af dem, at de skal betale to gange«, siger udvalgsmedlem Jesper Langballe (DF). Ikke bare ord På Høje Taastrup Sprogcenter vurderer forstander Henrik Broe, at de nye skærpede krav vil få en stor gruppe til helt at opgive at søge om dansk indfødsret. »Med de ressourcer, der i dag afsættes til undervisning, er der en stor gruppe, der ikke vil kunne klare kravene«, siger Henrik Broe, som oplyser, at danskprøve 3 svarer til det, man skal kunne for at blive optaget på VUC 9. klasse. Han mener, at den politiske debat om danskundervisningen af udlændinge er kørt helt af sporet. »Vi underviser jo ikke bare i ord, men også i hvad der foregår i det danske samfund. Hvad skulle man ellers snakke om i timerne?«, siger Henrik Broe. »Vi har ikke en struktureret historieundervisning, men vi har da f.eks. haft et tema om vikingetiden. Jeg mener, at vores elever allerede nu får en passende indsigt i dansk kultur og historie«. Selvforsørgende elever Den nye indfødsretsprøve i danske samfundsforhold, dansk kultur og historie og den tilhørende lærebog ventes først færdig om et års tid. Ud over prøverne kræves det, at ansøgere har været selvforsørgende i fire ud af de sidste fem år. »Mange af vores elever er faktisk selvforsørgende. Men det betyder så, at de har svært ved at få tid til at følge undervisningen på skolen, og måske vil nogle opgive«, siger Henrik Broe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her