Danske vinproducenter får måske allerede fra vinhøsten næste år lov til at producere vin, hvor region, druesort og høstår må fremgå af etiketten, så det tydeligere kan ses, at der er tale om dansk vin. Danmark er allerede anerkendt af EU som vinproducerende land, og nu har fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) desuden søgt EU om lov til at producere bordvin med geografisk betegnelse. »Adgangen til at producere bordvin med geografisk betegnelse vil være et kvalitetsstempel for dansk vinproduktion. Dermed er det også et middel til at gøre forbrugerne bevidste om de danske pionerer inden for vinproduktion«, siger Hans Christian Schmidt. Indtil nu uden geografisk betegnelse Indtil nu har de danske vinavlere kun haft tilladelse til at producere bordvin uden geografisk betegnelse. Hans Christian Schmidt lægger imidlertid vægt på, at produktionsmetoderne i Danmark er helt på højde med de krav, der i andre lande stilles til produktion af bordvin med geografisk betegnelse. Siden EU i 2000 anerkendte den danske vinproduktion, har de danske vinavlere udviklet sig fra at være hobbyproducenter til at producere vin på kommerciel basis. Den danske vinproduktion sker uden offentlig støtte. Der er i alt registreret 23 vinavlere herhjemme, der dyrker druer på et areal på næsten 19 hektar. Årets høst ventes at give 15.000 liter vin mod sidste års 2500 liter. Samtidig med Danmark fik også Sverige og Irland tilladelse til at producere bordvin. Alle tre lande ligger på breddegrader, der ikke normalt forbindes med vinproduktion. Hovedsageligt rødvin Normalt anses vinsorter til hvidvin for at være bedst egnede til klimaet i Nordeuropa, men hovedparten af den danske vin er rødvin. Kun omkring en tiendedel er hvidvin, viser en opgørelse fra Fødevareministeriet. Ansøgningen om lov til at anvende betegnelsen 'regional vin' behandles på et landbrugsministermøde i EU senere på året og kan tidligst få virkning fra vinhøsten 2006, oplyser specialkonsulent Thor Haugstrup, Direktoratet for FødevareErhverv. Før de danske vinproducenter kan anvende betegnelsen, skal den danske lovgivning ændres, så producenterne underlægges en lidt skrappere kontrol. Hvad der præcis skal stå på etiketterne på den danske vin, f.eks. om Danmark skal være én region eller opdeles i flere, skal først drøftes med producenterne og Fødevarestyrelsen, som står for kontrollen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen

Debatindlæg af Jakob Næsager, Katrine Fylking og Max Ulrich Larsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























