Hizb-ut-Tahrir vil kæmpe mod vestlige værdier

»De vestlige regeringer optrapper deres undertrykkelse af muslimerne«, sagde talsmand Fadi Abdullatif fra Hizb-ut-Tahrir søndag.   Foto: Thomas Borberg
»De vestlige regeringer optrapper deres undertrykkelse af muslimerne«, sagde talsmand Fadi Abdullatif fra Hizb-ut-Tahrir søndag. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Kortklippede unge mænd i sorte bukser, hvide skjorter og øresnegl holdt styr på det hele. I et bestemt tonefald dirigerede de selvbestaltede vagter rundt med alle foran hovedindgangen til Nørrebro Hallen. Og sørgede for, at kun de rigtige kom ind til det ekstreme muslimske parti Hizb-ut-Tahrirs årlige konference søndag. På listen over uønskede gæster stod Morgenavisen Jyllands-Posten. Og for godt et år siden var B.T. ikke velkommen til konferencen. Dengang med den begrundelse, at »hvis der bliver skrevet noget negativt eller forkert om os, så har journalisterne svigtet deres opgave«. Ikke saglig kritik Nu er det åbenbart Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed, der har ført til en bandlysning. Ifølge islam må ingen nemlig afbilde profeten. Eller som partiets talsmand Fadi Abdullatif inde i hallen i et vredt tonefald erklærede over for Politikens udsendte: »Avisen har kørt kampagne mod Allah, Koranen og islam. Der er ikke tale om en saglig kritik«. Men er det ikke dobbeltmoralsk, at I hævder, at I bliver diskrimineret og forfulgt i Danmark, når I selv krænker ytringsfriheden ved at udelukke et medie? »Jyllands-Postens kampagne går ikke ud på ytringer, men er udelukkende fornærmelser«, svarede Fadi Abdullatif og gjorde med en håndbevægelse klart, at han anså diskussionen for slut. Ude foran Nørrebro Hallen var det muslimske partis vagter heller ikke vilde med de ytringer, som den konservative kandidat til Københavns Borgerrepræsentation Ben Haddou og Enhedslistens kandidat Khaled Mustapha kom med. Flyt jer Hele tiden fik de to kandidater besked om at flytte sig fra hovedindgangen - kandidaterne adlød pænt, men fortsatte et par meter længere væk med at dele valgfoldere ud til de mange tilhørere, der strømmede til hallen. Khaled Mustapha var forarget over Hizb-ut-Tahrirs opfattelse af demokrati og ytringsfrihed: »Det er meget forkert at udelukke et bestemt medie. Enten er deres møde åbent for alle, eller også må de holde et lukket møde«. For Ben Haddou er uddelingen af foldere ved mødet en protest mod det muslimske parti, der låner kommunale lokaler og samtidig argumenterer for, at det er i strid med Koranen, at muslimer deltager i demokratiet og stiller op til valg. »Nu må det være slut. Hver eneste gang vi muslimer stiller op til valg, chikaneres vi af Hizb-ut-Tahrir. Men jeg har min demokratiske ret til at stå her og uddele foldere til de unge, som kommer til deres møder, så vi kan få dem gjort aktive i det danske demokrati«, sagde Ben Haddou. Borgmesterbesøg Mange af de unge, der hastede ind til mødet, afviste dog med et mut ansigtsudtryk de to kandidaters foldere. Også selv om Ben Haddou stak folderne frem og sagde: »Deltag i det danske demokrati«. Pludselig dukkede Københavns kulturborgmester, Martin Geertsen (V), op og erklærede over for de forsamlede journalister, at »det her er et fundamentalistisk parti, som griber til selvtægt og har truet den danske regering«. Udelukke fra kommunens lokaler Og han genfremsatte et ønske, som han hidtil ikke har kunnet skaffe politisk flertal for: »Kommunen skal ikke stille lokaler til rådighed for den her type organisationer«. Men postyret uden for Nørrebro Hallen anfægtede ikke Hizb-ut-Tahrirs talsmand, Fadi Abdullatif. Inde i hallen tordnede han videre mod det danske samfund og resten af den vestlige verden foran de mange hundrede tilhørere. »Krigen mod terror er en krig mod islam og muslimer«, fremførte han og erklærede, at partiets kamp mod demokrati og »de vestlige amoralske værdier« fortsætter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her