Danskerne tager tilsyneladende let på truslen om at erhverve sig en seksuelt overført sygdom. Faktisk har hver femte dansker - helt præcist 20 procent - haft en seksuelt overført sygdom. Kun vore norske brødre og søstre er mere uheldige - her har 21 procent haft en sexsygdom. Ubeskyttet sex Det viser en undersøgelse, som kondomproducenten Durex har foretaget i 41 lande verden over. Udbredelsen af sygdomme som klamydia, kondylomer og herpes har en årsag, viser undersøgelsen: Hele 64 procent af de adspurgte danskere har nemlig haft ubeskyttet sex. I Europa er gennemsnittet 47 procent. Ubekymret syn på sex Resultatet kommer ikke bag på overlæge Charlotte Wilken-Jensen fra Roskilde Amtssygehus: »Danskerne har et meget liberalt og ubekymret syn på sex. Når vi tænker sex, handler det om begær og ikke om risikoen for kønssygdomme. Hvis der er en frygt, så går den på frygten for graviditet - ikke frygten for at blive smittet«, siger hun. Udødelige unge Især de unge hiver statistikken opad. Og ikke uden grund, fortæller Charlotte Wilken-Jensen: »Det handler ganske givet sammen med den ubekymrede tilgang til livet, man har i de unge år. Man opfatter nok sig selv som lidt udødelig og bekymrer sig generelt ikke om sit helbred«. Synderne er først og fremmest sygdomme som kondylomer - også kaldet kønsvorter - og klamydia. Sidstnævnte er nærmest eksploderet i løbet af de seneste år. I løbet af de seneste ti år er antallet af unge med klamydia steget fra 13.869 tilfælde i 1994 til 21.500 tilfælde i 2004. Farlige sygdomme Begge sygdomme er ekstremt smitsomme. Men ofte opdager man slet ikke, at man er smittet, før det er for sent: »Mange tror, at sygdommene er ufarlige fordi de kan helbredes relativt nemt. Men kvinder skal altså huske på, at de kan blive sterile af klamydia. Og kønsvorter kan også have store konsekvenser - mange kvinder føler sig ulækre og kan få psykiske ar af at have haft sygdommen«. Bedst ser det ud lige syd for grænsen. I Polen og Tyskland har kun fire procent af befolkningen haft en seksuelt overført sygdom, mens henholdsvis 37 og 30 procent har haft ubeskyttet sex.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christian Rostbøll
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























