Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Lærere og sygeplejere skal gå i skole sammen

Lyt til artiklen

Danmarks godt 80 seminarier, sygeplejeskoler og ingeniørhøjskoler, som ligger spredt ud over landet og tæller godt 68.000 studerende, skal samles til 6-8 kæmpe institutioner, der får navnet 'Højskoler for videregående uddannelser'. Samtidigt skal der oprettes særlige eliteuddannelser på to universiteter. Ændrer dansk uddannelseskort De omfattende planer, som vil ændre det danske uddannelseslandkort, fremgår af regeringens udspil til Globaliseringsrådet, der blev sendt ud til medlemmerne i går. »Tanken er, at alle de mellemlange uddannelser skal samles i 6- 8 højskoler for videregående uddannelser , så de får en vis størrelse og faglig tyngde og bliver ligeså allround som universiteterne«, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V). Meningen er at lave stærke campusmiljøer. Regeringen henviser til, at der i dag er så små seminarier, at de faglige miljøer bliver svage. F.eks. må to fynske lærerseminarier deles om en tysklærer og mange steder har fysiklæreren ingen kolleger at spare med. Mange er samlet Mange af de mellemlange uddannelser er allerede i dag samlet i 22 'Centre for Videregående Uddannelser (CVU)'. De skal slå sig sammen til 6- 8 'Højskoler for videregående uddannelser', men kan stadig bevare seminarier i de nuværende bygninger. Formanden for CVU-rektorne Harald Mikkelsen vil dog ikke afvise, at den storstilede sammenlægning kan betyde lukning af seminarier. »En højskole med tre seminarier kan vælge at beholde alle tre eller slå dem sammen til et eller to. Det er vigtigt, at de faglige miljøer bliver større og om det sker via netværk eller fysiske sammenlægninger må være op til de enkelte bestyrelser. De vil klart lave en vurdering af, hvordan man både sikrer en rational drift og en geografisk spredning«, siger Harald Mikkelsen. Lærerne med på ideen Umiddelbart ser både de lærerstuderende og Danmarks Lærerforening gode muligheder i forslaget. »Det er en god intention at sikre stærkere faglige miljøer. Men det er alfa omega at det fortsat er en vis geografisk spredning af seminarierne, «, siger formanden for de lærerstuderende Jakob Andersen. Formanden for rektorerne på de 32 pædagogseminarier, Søren K. Laursen mener derimod, at det vil betyde lukning af seminarier. »Det er svært at forestille sig, at der kan overleve fem pædagogseminarier i hver højskole. Jeg tror ikke, at tiden er moden. Det bliver alt for centraliseret«, siger Søren K. Lauridsen. Kvaliteten sikres De radikale og Socialdemokraterne er derimod begejstrede. »Det afgørende er, at der kommer et miljø, der er stort nok til at sikre kvaliteten«, siger Christine Antorini (S).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her