To år i fængsel med en regning på syv millioner kroner at betale inden 14 dage, lød dommen tirsdag i en domsmandsret i Københavns Byret over den 54-årige Xiao Youbin fra Kina. Han tog betænkningstid. Kineseren blev dømt for at stå bag indsmugling af nærved seks millioner falske Prince-cigaretter importeret i en container fra Kina i april 2004. De skulle afleveres på en adresse på Prags Boulevard på Amager og køres videre til Sengeløse i en lastbil fra 3x34. Men Told og Skat havde fået et tip af kollegerne i Hamburg og stod klar, da omlastningen af de mange falske cigaretter var i fuld gang. Tre kinesere nåede at stikke af, men tilbage stod den 54-årige, hans 23-årige søn og en dansk-kinesisk mand. Domsmandsretten frifandt sønnen, mens dansk-kineseren valgte at udeblive fra retssagen med en meddelelse til sin forsvarer om, at han nu opholder sig i Kina.
Kineser to år i fængsel for cigaretsmugling
Lyt til artiklen