Efter blot 20 minutter måtte politiet stoppe videoafhøringen af en 5-årig somalisk dreng fra Holbæk, der i sidste uge var udsat for et seksuelt overgreb. Politiet havde ellers håbet, at drengen havde kunnet give mere præcise oplysninger om gerningsmanden og det konkrete navn, som han tidligere har nævnt. »Det gik ikke godt. Han kunne ikke tilføje noget til efterforskningen eller bekræfte navnet. Efter at have fastholdt den 5-årige med spørgsmål i 20 minutter, valgte vi at stoppe afhøringen. Det var nok«, siger kriminalinspektør Per Heide Sørensen, Holbæk Politi. Tekniske spor Politiets forhåbninger knytter sig nu til de tekniske spor. Det er et toilet i børnehaven, hvor overgrebet ifølge drengen fandt sted. De lægelige undersøgelser af drengen, som Retsmedicinsk Institut har foretaget. Og det tøj, han havde på. For en uge siden tog drengens mor sønnen med på skadestuen, fordi hun havde fundet blod i hans underbukser. Skadestuen overdrog sagen til politiet, som fik drengen undersøgt på Retsmedicinsk Institut, hvor der blev fundet en frisk skade ved hans endetarm. Drengen har selv udpeget børnehavens toilet som gerningsstedet, og her blev der fundet blod, men i så små mængder, at det skal dyrkes kemisk for at sikre nok bevismateriale til en dna-prøve. Det tager tid. Der var ingen mandlige ansatte på arbejde i onsdags, og personalet i børnehaven er efter politiets undersøgelser uden for mistanke. Første udtalelser Da gårsdagens videoafhøring ikke kunne bringe efterforskningen videre, holder politiet fast i drengens første spontane udtalelser. Der vil muligvis komme flere afhøringer de kommende dage. I stakken af de omkring 25 rapporter ligger der allerede 10 afhøringer. »Vi kigger det hele igennem igen. Og tjekker, om der er noget, vi skulle have overset. Men det er ikke blevet nemmere i dag«, konstaterer kriminalinspektør Per Heide Sørensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes forsøg på at undersøge, om en midterregering kan blive en realitet igen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























