Strategien med at få borgerne til at hjælpe med at opklare brandattentatet mod integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) privatbolig i Greve har foreløbig vist sig som en god idé. Over 100 personer havde her til morgen henvendt sig til politiet. Det oplyser politiet i Roskilde. »Mit bud er, at vi allerede har fået langt over 100 henvendelser. Vi har fået mere end 70 henvendelser pr. telefon, og dertil kommer alle henvendelserne på e-mail, dem har vi simpelt hen ikke kapacitet til at håndtere løbende«, siger John Øllegaard, vicekriminalinspektør i Roskilde Politi. Politiet beder om hjælp Borgernes tip kommer, efter at kriminalpolitiet i Roskilde mandag bad offentligheden om hjælp. På det tidspunkt havde man i knap tre måneder selv prøvet at finde ud af, hvilke personer der i juni afsendte en e-mail, hvori de under navnet 'Grænseløse Beate' påtog sig skylden for brandattentatet. Politiet fortalte mandag, at e-mailen havde adressen 'werpal@yahoo.com'. Personen, der har skrevet den, har oprettet sig som en mand med navnet 'kadks eæoi', fødselsdatoen '01/02 1980', postkoden '9000' og kæledyrsnavnet 'oppo'.
Borgerne hjalp politiet i Hvilshøj-sag
Lyt til artiklen