EU afskaffer støtte til dyretransport - om fem år

Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel vil fjerne støtten til lange dyretransporter inden fem år. - Foto: AP
Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel vil fjerne støtten til lange dyretransporter inden fem år. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvert år transporteres 200.000 køer og tyre fra landmænd i EU til slagterier i Mellemøsten. Transporten, som finansieres af EU-støttekroner, varer op til ti timer og sker ifølge dyrevelfærdsgrupper under horrible forhold. Den danske EU-parlamentariker Gitte Seeberg (K) kalder dyretransporterne »statsfinansieret dyrplageri«. Hun står sammen med andre parlamentsmedlemmer bag en underskriftindsamling, og indtil nu har 370 medlemmer med deres signatur opfordret EU-kommissionen til afskaffe transportstøtten. Kommissær vil fjerne støtte På den baggrund har landbrugskommissær Mariann Fischer Boel lovet at afskaffe støtten inden fem år. Men støtteordningerne bør hives ud af budgettet allerede til efteråret, mener Gitte Seeberg. Gitte Seeberg, hvorforhar I lavet en underskriftsindsamling? »Det er en måde, hvorpå parlamentet kan signalere, at dyretransport er et vigtigt område. Transportstøtten hører under landbrugsområdet, og derfor har parlamentet ikke nogen direkte indflydelse. Men hvis vi kan samle underskrifter fra halvdelen af medlemmerne, er kommissionen forpligtet til at tage emnet op og se på det igen. Det er det, der er sket nu«. Mariann Fischer Boel lover at afskaffe støtten til de lange dyretransporter inden fem år - er det ikke godt nok? »Jeg synes, fem år er for lang tid. Set med mine øjne burde støtten afskaffes allerede ved budgetforhandlingerne til efteråret. Men jeg er selvfølgelig glad for, at der er skred i sagen, og på den måde vil jeg gerne give min ros til kommissæren«. Hvorfor er det så afgørende, at der sker noget her og nu? »Det er det, fordi transporten er noget af det værste, jeg kan komme i tanke om. Det er skattefinansieret dyremishandling, hvor dyrene står 10 til 14 dage på skibe, hvor mange lider eller dør undervejs. Det burde slet ikke finde sted«. Bør du ikke indse, at lovgivningsarbejde i EU tager tid? »Jo, og det ved jeg godt, at det gør. Men parlamentet har jo givet en ret klar melding med den underskriftsindsamling. Det er lykkedes os at få 370 medlemmer til at skrive under på, at dyretransporterne skal afskaffes. Det er efter min opfattelse et klokkeklart signal, og derfor kunne man godt forvente, at det bliver en del af budgettet i år«. Parlamentet har muligheden for at forkaste EU's budget, hvis kommissionen ikke afskaffer transportstøtten - vil I gøre det? »Nej, det vil svare til, at man forkaster hele finansloven, fordi der er et lille hjørne, som man ikke bryder sig om. Det gør man jo ikke«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her