Møns Klint får omstridt besøgscenter

Hvor der i dag ligger et cafeteria på toppen af Møns Klint, skal der fra maj 2007 ligge et 3.000 kvadratmeter stort og 120 mio. kr. dyrt besøgscenter.   Visualisering: PLH arkitekter
Hvor der i dag ligger et cafeteria på toppen af Møns Klint, skal der fra maj 2007 ligge et 3.000 kvadratmeter stort og 120 mio. kr. dyrt besøgscenter. Visualisering: PLH arkitekter
Lyt til artiklen

Når besøgende fra 2007 parkerer på toppen af Møns Klint for at vandre ned ad de mange trappetrin til stranden, ligger der ikke længere blot et gammelt cafeteria og en lille legeplads. I stedet er der bygget et splinternyt natur- og geologicenter til 120 mio. kr. Designet af det københavnske arkitektfirma PLH, som i 2002 vandt en international konkurrence om udformningen af det nye besøgscenter. Det står nu endeligt klart, efter at naturklagenævnet har behandlet den sidste indvending og givet Møn Kommune grønt lys til at starte byggeriet. Fredede områder Projektet har mødt lokal modstand blandt naturforkæmpere, som ikke mener, at de fredede arealer omkring klinten kan bære sådan et center. De har derfor anket flere afgørelser til naturklagenævnet, men de er alle blevet afvist. I Møn Kommune åndes der lettet op, for man var ikke selv sikker på, hvilken vej afgørelserne ville gå. »Vi er meget glade. Det har været meget vanskeligt at få alle de nødvendige tilladelser og dispensationer, fordi Møns Klint jo er et Danmarks største fredede områder og samtidig et EU-habitat. Derfor har vi heller ikke vidst os sikre på, hvilken vej det ville gå med afgørelserne. Vi mener selv, at vi har gjort vores arbejde godt og grundigt, men havde alligevel forberedt os på, at det kunne gå begge veje«, siger Møns kommunaldirektør, Søren Hovmand. Kommunen vil have bygget det nye besøgscenter for at modernisere formidlingen om klintens dannelse og historie, som i dag er sparsom for de 250.000, der årligt besøger Møns Klint. Centret skal have en vingeformet udstillingsbygning samt en bygning, som skal fremvise, hvordan Møns Klint er blevet til. Søren Hovmand har mange gange diskuteret med de utilfredse lokale, men de har ikke kunnet nå til enighed. Kampen fortsætter »Vi ser forskelligt på det her, og trods lange diskussioner har vi ikke kunnet flytte på hinandens synspunkter. Jeg tror, det bliver rigtig flot, og at projektet faktisk vil være gavnligt for miljøet, fordi vi får bygget et kloaksystem ud til klinten, som gør, at spildevandet ikke ryger direkte ud i havet«, forklarer kommunaldirektøren. Foreningen til bevaring af kulturmiljøet og naturen på Høje Møn, som har indbragt sagen for naturklagenævnet, sad til aften i møde for at diskutere, hvordan de vil gå videre. »Vi har ikke givet op endnu«, siger formand Marie-Louise Teisen. Hun er også medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN) og var tidligere med til at splitte DN's lokalkomite på Møn, som har arbejdet for projektet. Ordnede forhold Officielt ser foreningen fortsat positivt på centret: »DN er glad for, at vejen nu er banet for ordnede forhold for de mange besøgende på en af landets største naturseværdigheder. Vi håber, besøgscentret vil medvirke til at stimulere naturglæden og naturinteressen i befolkningen«, siger DN's fungerende direktør, Thomas Færgeman. Byggeriet af natur- og geologicentret begynder i oktober og forventes at stå færdig i maj 2007.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her