Bødesager får ombudsmanden til at kritisere politiet

Lyt til artiklen

Hvis en borger beder om at få udskudt en bøde, overholder politiet ikke altid reglerne for sagsbehandlingen, afslører en undersøgelse af 75 konkrete sager, som Folketingets ombudsmand har gennemført. Derfor kritiserer han nu politiet. »De regler, der er fastsat i forvaltningsloven, gælder for alle sager, hvor der træffes afgørelser. Det er regler, som efter udtrykkelig anvisning skal overholdes - også af politiet«, siger Hans Gammeltoft-Hansen. Krav om partshøring Sagerne drejer sig om bøder, i de fleste tilfælde færdselsbøder, på mellem 300 og 9.000 kroner, som en borger har bedt om at få udskudt eller delt i bidder. Reglerne sikrer borgernes rettigheder, men det er de regler, som i flere tilfælde ikke er overholdt. Blandt andet har borgerne krav på at blive partshørt, så de har mulighed for at forklare sig. I ingen af de 75 sager kunne politiet dokumentere, at det er sket. Der var heller ikke en ordentlig klagevejledning, og i en række tilfælde var afgørelsen ikke begrundet, selv om loven kræver det, kritiserer ombudsmanden. Basale rettigheder Lektor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Helle Bødker Madsen kalder det alvorligt, at borgerne ikke får begrundelse og klagevejledning, fordi det drejer sig om basale rettigheder, der er centrale for borgernes retssikkerhed. »Reglerne er vigtige, fordi de er med til at sikre, at de afgørelser, der træffes, er lovlige og rigtige. Det er ikke perifere regler, og derfor er det betænkeligt, at de ikke overholdes af politiet«, forklarer hun. Tekniske besværligt for politiet Da undersøgelsen blev iværksat, bad ombudsmanden politikredsene Assens, Roskilde, Thisted, Tårnby og Århus om at finde sager, hvor borgerne havde fået afslag på at udskyde bøden. Men politiet oplyste, at det ikke var teknisk muligt at finde de sager ved en søgning i it-systemet. Derfor valgte ombudsmanden en tilfældig række sager, hvor der kun i nogle tilfælde er givet afslag. Men det er svært at se, fordi dokumentationen er mangelfuld. Også det kritiserer ombudsmanden, som henstiller til, at politiet får et system, så det kan finde frem til, hvordan praksis i sagerne fungerer, så loven ikke fortolkes forskelligt. Politiet undskylder sig Politimester Jørgen Ilum fra Århus Politi erkender fejlene og forklarer, at politiet har brugt mange ressourcer på at imødekomme politikernes krav om mere politi på gaden. Desuden behandlede Århus Politi 35.000 bødesager sidste år. »Det er et overordentlig stort sagsområde, der ikke har været nok fokus på. Men der skal ikke være fejl i sagsbehandlingen, så det skal vi finde ud af, hvordan vi retter op på«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her