Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Lolland i oprør over diktat fra Folketinget

Lyt til artiklen

Borgmestre på Lolland bruger ord som »svinsk« og »magtfordrejning« om den folketingsbeslutning, der nu har dikteret en folkeafstemning i de syv lollandske kommuner længst mod vest. Politiske flertal i alle syv kommuner har længe været enige om at gå sammen i henholdsvis en midtlollandsk og en vestlollandsk kommune, der begge lever fuldt op til alle krav til de nye storkommuner. Følger Simonsen Alligevel besluttede et klart politisk flertal at følge regeringens opmand Thorkild Simonsens anbefaling og trumfe en folkeafstemning igennem. Lolland er en sidste store streger på det nye kommunale danmarkskort, og linjeføringen var stort set på plads, da Simonsen havde fremlagt sine anbefalinger. Regeringspartierne, Socialdemokratiet, de radikale og Dansk Folkeparti valgte nemlig at følge dem til punkt og prikke. Det betyder blandt andet, at et stærkt lokalt borgerønske om en folkeafstemning i Fredensborg-Humlebæk afvises, samt at Herning og Ikast går hver sin vej. Flere steder i landet afføder beslutningerne stærke reaktioner, og nok stærkest på Lolland, der i månedsvis har forberedt sig på de to, nye kommuner. »Det er aldeles respektløst over for den lokale beslutningsret. De har spildt halvanden måned af vores kostbare tid, de har holdt os totalt for nar, og det er magtmisbrug«, siger borgmester Flemming Bonne Hansen (SF) fra Nakskov. »Folketinget har simpelthen behandlet os svinsk. Vi sidder syv byråd, som alle har truffet fuldt lovlige beslutninger, og alligevel tvinger de noget helt andet ned over os«, siger borgmester Bjarne Larsen (L) fra Holeby, der bakkes op af borgmesterkollegaen Stig Vestergaard (S) fra Ravnsborg Kommune. De lokale vil stemme Spørgsmålet om en folkeafstemning har længe har været et varmt tema på Lolland, hvor flere byråd har været delt næsten midt over. Et flertal af befolkningen ønskede ifølge en nylig meningsmåling at få prøvet sagen ved en folkeafstemning. Thorkild Simonsens begrundelse for en afstemning var ikke mindst det udbredte folkelige ønske, der bland andet viste sig i 3.000 underskrifter, som han modtog onsdag. Da den hvide røg i går eftermiddag steg op fra Indenrigsministeriets mødebord betegnede indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det som »klart, at ikke alle bliver glade og tilfredse«. Ifølge Politikens oplysninger indgik netop Lolland i den store kabale om at få et kompromis om det samlede danmarkskort. Handlen blev groft sagt, at Socialdemokratiet fik deres vilje i det jyske, mens de borgerlige løb af med sejren på Lolland. Lars Løkke Rasmussen lagde ikke skjul på, at han havde foretrukket at lægge Ikast med flere sammen med Ny Herning. »Jeg havde ikke været ked af, hvis det var lykkedes«, siger han. I Fredensborg-Humlebæk lød begrundelsen for at afvise ønsket om en folkeafstemning, at kommunalbestyrelserne har været stort set enige, og at alternativerne var uklare. »Men det er vi meget, meget skuffede over. Det viser, at det ikke var rigtigt at vælge en gammel mand på 78 år. Han har ikke forestået meget«, siger talsmand Henrik Jürs fra Borgerkomiteen for Fredensborg-Humlebæk om Thorkild Simonsen. Klovborg skal stemme Den politiske beslutning betyder endvidere, at Give Kommune fortsætter fusionsplanerne med Vejle, samt at et sogn og et kirkedistrikt ved Billund Lufthavn får lov til at stemme, om de vil til Billund-Grindsted eller Vejle. Endelig får landsbyen Klovborg lov til at stemme, om fremtiden skal ligge i Ny Horsens eller kommunen med Ikast, Nørre Snede og Brande. Folkeafstemningerne skal være afholdt i løbet af maj. Der venter også afstemninger på Fanø, i Hvam ved Aalestrup, i Christiansfeld og et sogn i Slangerup.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her