En lærer fra København er blevet idømt fem måneders fængsel for at have krænket ni af sine elever seksuelt, da han underviste i matematik. Han blev desuden frakendt retten til at arbejde med piger under 18 år og blev dømt til at betale 7000 kroner i erstatning til hver af de ni piger. Den dømte og hans forsvarer ankede straks byrettens dom til landsretten. Han rystede chokeret på hovedet, da han hørte resultatet, og da dommeren og domsmændene havde forladt retslokalet, brød han sammen i gråd. Lærerens forsvarer er meget kritisk i sin kommentar. Forsvarer: Den tiltalter retsløs »Her har vi en sag, der beviser, at når der er tale om beskyldninger, der omhandler børn og sex, så er den anklagede nærmest retsløs, for han er dømt på forhånd«, siger forsvarer Kirsten Maxen. Læreren var anklaget for over en periode fra 2002 og til 2003 at have befølt sine ni-årige elever uden på tøjet på kønsdelene og på ballerne. Betroet stilling I et tilfælde skulle der dog være tale om, at han har befølt en af pigerne under tøjet. Det foregik ved kateteret i matematiktimerne. På den baggrund krævede anklageren manden fængslet i fire til seks måneder, og den appel blev hørt af dommeren og de to domsmænd. Retten lægger vægt på, at de piger, der er blevet krænket, var betroet manden gennem hans stilling, og at der var tale om mange tilfælde i løbet af en længere periode. »Retten har fundet, at pigernes forklaringer har været troværdige, og der har været enighed både i forhold til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen«, sagde dommer Elisabeth Larsen under domsafsigelsen. Pigen afhørt for sent Men Kirsten Maxen stiller spørgsmålstegn ved den måde, sagen og afhøringerne af pigerne er foregået på. »Sagen starter med politianmeldelse fra et forældrepar, som min klient tidligere har haft nogle problemer med. Herefter ruller sagen. Der bliver holdt forældremøder, og der bliver pisket en stemning op. Først efter en uge, hvor der er blevet talt om det her konstant, bliver pigerne afhørt«, siger Kirsten Maxen. Hun finder det også mærkeligt, at hendes klient ifølge anklagerne skulle have begået krænkelserne i matematiktimerne oppe ved kateteret foran resten af klassen. »Det her har uhyggelige perspektiver for alle andre mænd, der arbejder med børn. De kan jo ikke gøre andet end at stå med hænderne ned langs siden«, siger Kirsten Maxen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Mathias Søgaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























