Forældre til ordblinde opgiver at få hjælp af kommunen

Lyt til artiklen

Flere og flere forældre til ordblinde vender bilen. I stedet for at køre mod en mur i kommunen, som ikke vil teste barnet for ordblindhed, kører forældrene selv til Ordblindeinstituttet i København og lægger de nødvendige 7.000-8.000 kroner for en test. Sådan beskriver Hans-Pauli Christiansen, formand for Ordblindeforeningen, den stigende tendens til, at forældre til ordblinde ikke længere vil finde sig i, at deres børn ikke får den nødvendige udredning og hjælp. »Alt for mange forældre oplever, at deres kommune ikke stiller den nødvendige undersøgelse af børnene til rådighed og derfor heller ikke tilbyder den nødvendige hjælp. Derfor rykker de selv, og det vil vi se mere og mere af i den kommende tid«, forudser formanden. Sag fra Thisted Det mest iøjnefaldende eksempel er fra Thisted, hvor fagforeningen 3F's lokalafdeling har anlagt sag mod kommunen på vegne af et forældrepar. De trodsede kommunen og har selv betalt for et ophold på en ordblinde-efterskole for deres 16-årige søn, og nu kræver de 100.000 kroner retur. »Det er udmærket, at forældrene sætter tingene på spidsen og selv handler på deres børns vegne, for den rette undervisning er jo altafgørende for, at barnet kommer med på vognen og får sig en uddannelse«, siger Hans-Pauli Christiansen. Manglende viden Han henviser til, at en lang række kommuner slet ikke har tilstrækkelig viden og beredskab til netop ordblinde. En undersøgelse fra Dansk Videnscenter for Ordblindhed fra sidste år konkluderer da også, at kun en tredjedel af kommunerne udarbejder egentlige handlingsplaner for ordblinde elever. »De fleste kommuner altså de steder, hvor kommunerne trods alt gør noget - henviser børnene til specialundervisning, men her sidder de sammen med børn, som har helt andre problemer. Det er ikke optimalt for nogen af dem«, siger formanden, som hellere så en anden model: »De bedste resultater opnås, hvis de ordblinde børn samles i særlige klasser og får en målrettet undervisning, og ikke mindst med de kommende storkommuner burde det kunne lade sig gøre«, siger han. Ønske om national handlingsplan Derfor er håbet i Ordblindeforeningen, at et stigende antal retssager mod kommuner fra forurettede forældre vil øge forståelsen for at sætte ind i tide. Og sætte ind på den rette måde. »Allerhelst så vi en national handlingsplan for undervisning af ordblinde. I stedet for en lang række klagesager og retssager håber vi, at politikerne - både lokalt og på landsplan - får øjnene op for, at det er en besværlig og dyr måde at forbedre tilbuddene på«, siger Hans-Pauli Christiansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her