Gidseldrama under millionrøveri i københavnsk bank

To bankrøvere slap af sted med en million kr. efter røveriet mod Arbejdernes Landsbanks filial på Enghave Plads. - Foto: LocalEyes
To bankrøvere slap af sted med en million kr. efter røveriet mod Arbejdernes Landsbanks filial på Enghave Plads. - Foto: LocalEyes
Lyt til artiklen

Personalet i Arbejdernes Landsbanks filial på Enghave Plads i København blev mandag morgen udsat for et usædvanligt kynisk røveri, da to mænd truede sig til omkring en million kroner. Kriminalinspektør Henrik Svindt fra Københavns Politi oplyser, at to gerningsmænd trængte ind i banken fra morgenstunden. Her ventede de på, at personalet mødte på arbejde. Da alle fem var mødt på arbejde før åbningstiden, gik gerningsmændene i gang med systematisk at afhøre hver enkelt af bankens ansatte. Atypisk røveri »Der er tale om et røveri, hvor man frihedsberøver det mødende personale i op imod en time. Det er et helt atypisk og meget groft røveri. Det er gudskelov ikke noget vi ser særligt tit«, siger Henrik Svindt til Ritzau. Gerningsmændene truede bankens ansatte med en pistol og et oversavet jagtgevær. »På et tidspunkt tager en af gerningsmændene et ladegreb for at markere alvoren. Personalet bliver afhørt om, hvem der har nøgler, og hvem der har adgang til bankboksen. Det er en voldsom psykisk belastning. Især når man har været frihedsberøvet så længe«, siger kriminalinspektøren. De to mænd blev i banken i cirka 55 minutter. En af de bankansatte fik håndjern på, mens to andre bliver bundet med såkaldte plasticstrips. Til sidst gennede gerningsmændene personalet ned i et arkivrum, hvor de sad indtil, de fik mod til at alarmere politiet. »De ansatte er for længst kommet under behandling af psykologer. Pengeinstitutterne har et særligt program, der bliver sat i gang«, siger Henrik Svindt. To mænd efterlyst Det samlede udbytte af røveriet er endnu ikke gjort op, men politiet vurderer, at røverne slap væk med mere end en million kroner. To mænd på mellem 20 og 25 år efterlyses af politiet. De var begge iført sorte elefanthuer. Pengene befandt sig i en sportstaske, da røverne forlod banken på Enghave Plads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her