Embedsmanden havde valget mellem at gøre, som Peter Brixtofte sagde, eller søge sig et nyt job. Så enkelt gjorde Farums eksborgmester sagen op i retten. Han bekræftede, at han personligt havde krævet, at kommunens forvaltning skulle erklære det lovligt at bygge ungdomsboliger i et industriområde. 'Utilstedeligt' notat En kvindelig sagsbehandler på rådhuset skrev 2. maj 2001 i et notat til byrådets plan- og miljøudvalg, at byggeriet af 59 ungdomsboliger kun kunne gennemføres, hvis lokalplanen blev ændret. Byrådet kunne ikke give dispensation til så mange boliger i et område, hvor der principielt kun måtte være virksomheder. Den besked ville Brixtofte ikke tolerere: »Det var helt utilstedeligt, hvad hun havde skrevet«, sagde han i retten. Han mente, at notatet gik imod, hvad flertallet i byrådet havde besluttet. Han fastholdt, at byrådet havde ret til at give dispensation til byggeriet. Han havde personligt givet sagsbehandlerens chef besked om at skrive et nyt notat, der afspejlede holdningen hos flertallet i byrådet. »I et demokrati er det byrådet, der bestemmer. Vi ville godt tage ansvaret for den beslutning. Og så må man lave et notat, der understøtter byrådets opfattelse. Vi har ikke embedsmandsvælde i Danmark«, sagde eksborgmesteren. Loyalitet stod først Han sagde, at sagsbehandleren havde ret til at mene noget andet end byrådet - og også pligt til så at skrive det. Men han havde forlangt absolut opbakning fra hendes chef. »Han skal loyal over for byrådets flertal«, sagde Brixtofte. Han gjorde det klart, at embedsmanden måtte finde sig et nyt job, hvis han var uenig i det notat, der skulle skrives: »Hvis man ikke kan stå inde for det, man skriver, må man sige op og søge sig et andet arbejde«, sagde han. Travlt med byggeri Han havde travlt med at få byggeriet sat i gang. Det indgik i planerne om at få etableret Farum som Team Danmark landsby med gode trænings- og boligforhold for eliteidrætsfolk. Det nye notat, som blåstemplede byggeriet, kom 8. maj. Dagen efter underskrev Brixtofte selv byggetilladelsen. Men Naturklagenævnet skred ind og fastslog - lige som kommunens første notat havde gjort - at lokalplanen skulle ændres. I slutningen af august stoppede Miljøministeriet byggeriet. Vedstår ikke-godkendt underskrift Da Nykredit Bank kort efter skulle udbetale 12,5 millioner kroner af byggelånet, forlangte den sikkerhed for pengene. Brixtofte vedstod fredag, at han uden om byrådet havde underskrevet garantien. »Det var risikofrit«, sagde han. Han mente, at garantien kun skulle gælde, indtil der var vedtaget en ny lokalplan, så byggeriet kunne genoptages. Han afviste, at han havde garanteret mundtligt for det samlede byggelån på 36 millioner, da Nykredit Bank i februar 2002 forlangte yderligere sikkerhed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























