Når de togrejsende sidste år stod på perronen med en DSB-billet i hånden, så var der ti procents risiko for, at deres tog ikke kørte til tiden. Helt præcist kørte 89,5 procent af togene til tiden med en margen på op til 5 minutter. Det viser en opgørelse over afgangstiderne i 2004. Det tal skal gradvist øges frem mod 2014 hvor DSB håber at nå op på 95 procent. Et tal som DSB sidst var oppe på i rekordåret 1999. Togafsporing på Fyn er skurken Ifølge DSB er det øgede antal af forsinkelser i 2004 ikke ensbetydende med, at der er tale om et generelt problem. De mange forsinkede tog dækker især et par enkelte uheld og sporarbejder i løbet af året. Den store togafsporing ved Tommerup på Fyn for et år siden er, ifølge DSB, den altoverskyggende grund til, at mere end 10 procent af DSB's tog i 2004 blev ramt af forsinkelser. »Når der foregår store ombygninger på strækninger rundt om i landet, er det umuligt at undgå forsinkelser. Det kommende år byder også på nye store sporarbejder, fordi skinnerne er slidt ned,« siger civilingeniør Claus Kirchoff Pedersen fra DSB Planlægning og Trafik. Han afviser, at ombygningerne af skinnenettet i 2005 vil medføre så store forsinkelser som i 2004, fordi ombygningerne foregår på den del af tognettet, der ligger uden for hovedlinjen mellem Sjælland og Jylland. Ekstra mandskab til Kystbanen Kystbanen, som har givet DSB de største problemer, skulle gerne klare sig lidt bedre i det kommende år. DSB sætter ekstra mandskab og en særlig kommandocentral ind, der skal sørge for tog til tiden. »I sidste uge havde vi en rettidighed på 97,7 procent. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft det på Kystbanen,« siger Claus Kirchoff Pedersen. Passagerne er tilfredse trods forsinkelser De mange forsinkelser har dog ikke påvirket kundernes holdning til DSB i negativ retning, viser den seneste måling af kundetilfredsheden. DSB bruger en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst. Her belønner passagererne DSB med karakteren 3,9 på spørgsmålet om, hvor tilfredse de var med rejsen alt i alt. Det viser en kundetilfredshed, som ikke har været større i flere år, fortæller Claus Kirchoff Pedersen. Arriva fik bonus DSB's konkurrent i det jyske - det tidligere så udskældte togselskab Arriva - har efterhånden så mange tog som afgår til tiden, at Arriva i september gjorde sig fortjent til en millionbonus. Kontrakten med Trafikministeriet betyder nemlig, at der vanker bonus til Arriva, når togene kører til tiden ved mere end 97 procent af afgangene, og siden maj 2004 har Arriva overholdt denne grænse. Den såkaldte regularitet hos Arriva lå i uge 37 i 2004 på hele 98,4 procent i forhold til den samlede regularitet på det samlede banenet på 97,0 procent, oplyser BaneDanmark.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld. Det er systematisk omsorgssvigt
Analyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























