Skoleborgmester beskyldes for magtmisbrug

Københavns skoleborgmester Per Bregengaard er ude i et gedigent politisk stormvejr. - Arkivfoto: Ole Steen
Københavns skoleborgmester Per Bregengaard er ude i et gedigent politisk stormvejr. - Arkivfoto: Ole Steen
Lyt til artiklen

En regulær pampersag udstyrede Københavns skoleborgmester Per Bregengaard (Enh) med en næse fra hans eget parti. Samtidig beder han efter hårdt politisk pres kommunens revisor om at kulegrave sagen. Den handler om, at han kort før jul bad en ledende medarbejder i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, hvor Bregengaard selv er øverste chef, om at se efter et job til hans datter. Nepotisme Det har udløst byger af beskyldninger om nepotisme - ikke mindst blandt de lokale partifæller. »Vi har i bestyrelsen drøftet sagen og er enige om, at Per har lavet en fejl. Han burde have indset, at det at sende en forespørgsel ud om et job kan blive opfattet som nepotisme ude omkring i systemet. Derfor har vi givet ham en næse«, siger bestyrelsesmedlem Morten Kabell fra Enhedslisten i København. Krav om undersøgelse Den københavnske skoleborgmester gennem otte år oplever for tiden sit livs politiske krise. I sidste uge krævede flere politiske modstandere hans hoved på et fad efter PISA-undersøgelsen. I sagen om jobbet til datteren rejste samtlige partier mandag krav om en undersøgelse, hvilket gav resultat: »På baggrund af den debat, der er rejst, vil jeg bede Københavns Revisionsdirektorat om at undersøge sagen«, siger Per Bregengaard. Uheldssvanger mail Tirsdag vil han desuden sende en redegørelse til medlemmerne af Uddannelses- og Ungdomsudvalget, hvor det vil fremgå, at han 15. december sendte en mail til en projektleder i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen: »Kære Jens Chr. Jeg tror, at du sidder tættest på. Min datter mangler et rengøringsjob, min. 28 timer ugentligt fra 1. jan. til 1. juli. Ved du, om der er noget ledigt? Er der nogen muligheder?«. Tilbagemelding samme dag Samme dag vendte projektlederen ved navn Jens Christian Larsen tilbage med besked om, at han ville undersøge mulighederne. Efterfølgende fik borgmesteren at vide, at der fandtes en midlertidig stilling som kontormedhjælper til 30 timer om ugen. »Det gav jeg min datter besked om, hvorefter hun ringede, kom til ansættelsessamtale og derefter blev ansat«, siger Per Bregengaard. 'Jeg har det ikke godt'Hvad siger du til kritikken, der har regnet ned over dig? »Jeg har det ikke godt med den her sag. Jeg har blot bedt om at få nogle oplysninger om ledige job, men lynhurtigt er det blevet lavet om til, at jeg har skabt et job. Det er ikke tilfældet«. Men det er vel logisk, at man vil føle sig ekstra forpligtet, når en borgmester spørger i sin egen organisation? »Sådan var det ikke ment«. Men der kom jo et job? »Ja, men det er ikke min oplevelse, at de følte sig forpligtet af det«. Søgte job til sønnen Også for fem år siden forhørte Per Bregengaard sig i forvaltningen om mulighederne for et job til sine børn. Dengang gjaldt det drengen Søren, der i dag er ansat som faglært it-supporter ved Center for Informatik under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Per Bregengaard tager næsen fra partifællerne til efterretning. Hård tone På Københavns Rådhus er tonen hård. DF opfordrer Bregengaard til at gå af. SF's Bjarne Fey kalder handlingen »ualmindelig dum«. Enhedslistens folketingsmedlem Line Barfod har bedt om en undersøgelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her