Politikere får dødstrusler fra højre

Lyt til artiklen

Danske politikere med indvandrerbaggrund skal ikke kun tage sig i agt for yderligtgående muslimske grupper, som kalder dem forrædere. Også den ekstreme højrefløj sender trusler af sted til politikerne. Mest i form af breve men også via henvendelser på gaden. I enkelte tilfælde er truslerne møntet på politikernes familier. »Jeg har modtaget omkring seks dødstrusler mod mig selv og mine børn fra folk, som ikke mente, at jeg hørte til her i landet«, siger SF's Kamal Qureshi, som også er blevet truet med et nakkeskud. Det skete, da han delte den omdiskuterede Sexstars CD om unges sexvaner ud til forbipasserende i København. PET på sagen Også de radikales Naser Khader har modtaget dødstrusler. I et enkelt tilfælde blev et trusselsbrev afleveret personligt uden om Folketingets sikkerhedssystem. Sagen efterforskes nu af Politiets Efterretningstjeneste (PET), som oplyser, at de højreekstreme grupper er mere aktive og forsøger at rekruttere nye medlemmer. Dansk Front vokser En af grupperne, som specielt bliver fremhævet af PET er Dansk Front. Gruppen betjener sig af en hjemmeside, hvor såkaldte patrioter logger sig på under dæknavne. De ønsker ikke at stå offentligt frem, men oplyser i en email til Politiken, at de har cirka 1.000 aktive »patrioter« på hjemmesiden. Vicepolitikommissær Per Bennekow fra Århus Politi har i flere år beskæftiget sig med hooligans fra den yderste højrefløj. Han siger, at Dansk Front er i vækst. »Vi har anholdt folk fra flere dele af landet i forbindelse med højreekstreme arrangementer herovre, og vi bruger uforholdsmæssig mange ressourcer på at holde dem i skak«. Vil stemme på DF Dansk Fronts hjemmeside indeholder flere trusler mod muslimer og fremmede generelt, og »patrioterne« skriver, at de ved et kommende folketingsvalg vil stemme på Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard tager skarpt afstand fra Dansk Front. »Deres holdninger er modbydelige, men vi har jo fri stemmeret«. Hun opfordrer justitsminister Lene Espersen (K) til at undersøge om gruppens hjemmeside holder sig inden for lovens rammer. I en skriftlig kommentar skriver Lene Espersen, at udviklingen er skræmmende og at PET er meget opmærksomme på disse »ekstremistiske miljøer og deres handlinger« uden dog konkret at forholde sig til Dansk Front. Selv siger Dansk Front, at de ikke anvender vold i deres politiske kamp med mindre de selv bliver angrebet af de »de røde eller de fremmede«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her