Fælles asylpolitik i EU udskudt

Lyt til artiklen

Mange europæiske politikere har den seneste tid luftet deres bekymringer over det ydre pres på unionens grænser. Men da ministre fra de 25 EU-lande mandag skulle blive enige om en femårig plan for retsområdet - det såkaldte Haag-program - var der langt til en fælles forståelse af asyl- og indvandringspolitikken. »Vi har allerede vedtaget så mange regler, at vi først vil have dem udført i praksis og evalueret, før vi vil gå videre«, sagde integrationsminister Bertel Haarder (V) efter mødet i Luxembourg. Skepsis over frist Sammen med Storbritannien, Irland og en række nye medlemslande udtrykte Danmark stor skepsis over et forslag om at skrive år 2010 ind i planen som deadline for den fælles asylpolitik. »Det er jo ikke alle lande, der skal hjem og forklare oppositionen, hvad de foretager sig«, sagde Haarder. Op til mødet var der mest opmærksomhed om det kontroversielle forslag om fælles asyllejre i Nordafrika, som blandt andre den tyske indenrigsminister, Otto Schily, er en varm fortaler for. Ene om støtte til hollandsk projekt Men de visioner skal man kigge langt efter i Haag-programmet, der formelt skal vedtages på et topmøde 5. november. Danmark er det eneste land, der støtter det hollandske EU-formandskab i et pilotprojekt, der skal realiseres i Nordafrika. »De nordafrikanske centre er et tilbud til de reelt forfulgte, som sætter livet på spil i en plimsoller over Middelhavet«, siger Haarder. Projektet omfatter Libyen, Marokko, Tunesien, Algeriet og Mauretanien og støttes af EU-kommissionen og FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Ifølge Bertel Haarder er formålet primært at få landene til at acceptere Genèvekonventionen. Haarder: Ros til dansk projekt Integrationsministeren fremhævede også et dansk-kenyansk projekt, hvor man forsøger at hjælpe somaliske og sudanske flygtninge i Kenya til at vende hjem: »Den dansk-kenyanske model blev rost af kommissionen, som mener, at det er den vej, man skal gå«. Integrationsministeren udtrykte også stor tilfredshed med, at der ikke kunne blive enighed om at etablere et fælles grænsepoliti til at beskytte EU's ydre grænser. Også justitsminister Lene Espersen (K) deltog i mødet. Hun udtrykte især stor skepsis over, at man via Haag-programmet vil forsøge at indføre en fælles anklagemyndighed og øge udvekslingen af dataoplysninger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her