Det er blevet nemmere for ministre at erklære sig inhabile

Lyt til artiklen

Statsministeriet giver regeringens ministre mulighed for at slippe for ubehagelige beslutninger i deres egen valgkreds. I en vejledning fra ministeriet opfordrer departementschef Nils Bernstein ministrene til i alle sager, hvor der kan opstå den mindste tvivl om habilitet, at overveje at flytte sagen til en ministerkollega. Udvidet rækkevidde Vejledningen er sendt til samtlige departementschefer, efter at daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) for et lille år siden fik en næse af Ombudsmanden for at favorisere sin hjemegn med tilskud. Vejledningen går videre end forvaltningslovens regler om inhabilitet, som omhandler personlige og økonomiske interesser, og udvider rammerne til at omfatte alle typer beslutninger. Sander i smuthul Videnskabsminister Helge Sander (V), der er valgt i Aalborg, har brugt det nye smuthul, da han for nylig bad sig fritaget for at beslutte, om byens universitet må udbyde medicinstudiet. »Af forsigtighedsgrunde«, siger han selv. Eksperter kritiserer Vejledningen kritiseres skarpt af eksperter i forvaltningsret: »Det er intet i forvaltningsloven, der kan begrunde, at ministeren er inhabil, fordi han har tilknytning til den kreds, han er opstillet i. Vi er ikke i en tvivlszone her. Men derfor kan man godt forstå, at han prøver at undgå en besværlig situation«, siger professor Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitet. Samme vurdering anlægger professor Steen Rønsholdt fra Københavns Universitet. »Skulle man drage en parallel, svarer det til, at kommunalpolitikere kan påberåbe sig inhabilitet i samtlige beslutninger i kommunen. Der er de jo valgt«, siger professoren. Lykketoft: Risiko for forflygtigelse Også politisk tager tidligere ministre - nuværende oppositionspolitikere - sig til hovedet. »En minister kan ikke fravælge beslutninger i sin egen valgkreds. Det kan blive en ansvarsforflygtigelse, som ingen ende vil tage«, siger S-formand, Mogens Lykketoft, som får følge af tidligere udenrigsminister, Niels Helveg Petersen (R): »Der er tale om en betydelig udvidelse af habilitetsreglerne - en virkelig nyskabelse«, siger han. I Indenrigsministeriet har vejledningen ikke fået departementschef Ib Valsborg til at ændre praksis. »Det forhold, at en minister er valgt i et bestemt område, betyder ikke, at han er inhabil«, siger Valsborg. Departementschef fastholder Men Statsministeriets departementschef holder fast i vejledningen. »Ombudsmanden interesserede sig for det efter den sag, der var på miljøområdet. Derved sker der en større fokusering på habilitetsspørgsmål, og det må vi tage konsekvensen af - også selv om det giver flere sager. Men det er at foretrække frem for diskussioner om habilitet«, siger Nils Bernstein.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her